Snyder til eksamen: -Det er meget nemt

SDU har allerede taget flere studerende i at snyde med deres hjemmeeksaminer.

Der bliver ikke holdt øje med, hvad der sker uden for skærmen. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

(Citathistorie fra DR Fyn)

Post-its på væggene, studienoter kastet rundt på det mørkebrune plankebord og lidt spændingssved på panden. Nu er “Louise” kun et enkelt klik fra at aflevere sin skriftlige eksamen.

Problemet er bare, at “Louise” ikke har været alene om at lave eksamensopgaven. Undervejs har hun nemlig fået hjælp fra en medstuderende, selvom hun egentlig ikke må.

– Det er nemt at snyde. Det er meget nemt, fortæller “Louise”, som studerer på Syddansk Universitet (SDU).

“Louise” er ikke hendes rigtige navn. Hun ønsker at være anonym, fordi det kan skade hende, hvis hun bliver taget i at snyde. Men redaktionen kender hendes rigtige identitet.

Sådan gør de

De studerende på SDU skal ellers downloade et program på deres computere, så universitet kan følge med i, hvad der sker på skærmen under eksamen. Men på den måde kan SDU ikke se, om der er nogen, der sidder ved siden af og hjælper til.

– Jeg kan godt forstå, at universiteterne ikke kan styre det. Jeg ved, at der er rigtig mange, som har snydt, fortæller “Louise” og fortsætter:

– Det er også derfor, at jeg har gjort det, fordi det accepteres blandt de studerende.

Snyd gør situationen værre

Corona fik hjemmeundervisning på skemaet, og Louise synes, at onlineundervisningen ikke har været fyldestgørende nok. Derfor har hun følt sig presset til at snyde.

– Det er en frustration over, at eksamen er så svær, og at undervisningen har været så besværlig på grund af corona. Det har bare været endnu sværere at få pensum lært, fortæller “Louise”.

Rygterne om, at studerende snyder til deres hjemmeeksamen, fordi det er nemt, falder ikke i god jord hos Annette Lund, der er studiechef på SDU.

For det er den enkelte studerendes ansvar at få sagt fra istedet for at snyde, hvis ikke undervisningen er tilstrækkelig.

– Man gør bare situationen værre ved at snyde til eksamen. Vi ender med at uddanne nogle, der ikke kan det, de skal kunne, forklarer studiechefen.

For dyrt at opspore snyd

Andre uddannelsesinstitutioner på Fyn, som University College Lillebælt (UCL), har brugt enten webcam eller eksamenvagter under de skriftlige hjemmeeksaminer.

En lignende løsning har de også på SDU. Men den løsning er for dyr til at kunne blive brugt til alle eksaminer, siger Annette Lund.

Derudover mener hun, at der altid vil være mulighed for at snyde hos dem, der gerne vil snyde.

– Jeg tror, at dét at opspore snyd vil altid være en lille smule bagud i forhold til dét at finde på at snyde.

SDU oplyser, at de under de seneste måneders hjemmeeksaminer har taget flere i at snyde på samme måde, som “Louise”. De ønsker dog ikke at oplyse det præcise tal.

Hvis du bliver opdaget i at snyde, vil konsekvensen være bortvisning for en periode eller for bestandigt.

Dårlig samvittighed, men frustreret

Selvom den dårlige samvittighed presser sig på hos “Louise”, fortryder hun ikke, at hun har snydt.

Den unge studerende er dog skråsikker på, at det er første, sidste og eneste gang, at hun snyder til en eksamen:

– Så skulle jeg virkelig være langt ude igen. Det er jo en frustration over, at jeg ikke synes, at de har gjort det godt nok, fordi de ikke har lavet en eksamen, der er fair.

Powered by Labrador CMS