Kendt TV2-vært skifter til DR
Anna Ingrisch skifter fra TV2 News til DR
TV 2 News-værten Anna Ingrisch bliver ny vært på DR-podcasten "Genstart". Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
Podcasten, der behandler og folder aktuelle nyhedshistorier ud, er særdeles populær blandt danskerne.
Den er aktuelt blandt de mest populære udgivelser i Apples podcast-app.
Hun overtager rollen fra Knud Brix, der er blevet udnævnt til journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet.
Den 32-årige Anna Ingrisch er studievært på TV 2 News. Her han hun også lavet programmet "Besserwisserne".
Har tidligere lavet radio
Hun glæder sig meget til igen at skulle lave radio.
Det har hun tidligere gjort hos nu hedengangne Radio24syv.
- Redaktionen på "Genstart" har skabt et enestående godt program, som mange er virkelig glade for.
- Det bliver fantastisk at være med, siger hun i pressemeddelelsen.
"Genstart" gik i luften 2. marts 2020. Aktuelt downloades eller streames episoderne cirka 640.000 gange om ugen.
Værtsvikar fortsætter
Redaktionschef Claus Cancel er sikker på, at Anna Ingrisch er den helt rigtige vært til "Genstart".
- Hun er en fantastisk interviewer, og så er hun sjov og har en unik evne til at få folk til at sige lidt mere, end de egentlig havde tænkt sig i første omgang, siger han i meddelelsen.
Anna Ingrisch starter i sit nye job 1. december.
Siden Knud Brix' exit blev annonceret, har journalist Simon Stefanski været midlertidig vært på den populære podcast.
Han fortsætter som værtsvikar og reporter.