Kongeligt barnebarn går til filmen
Dronning Margrethes grandnevø spiller med i sæbeoperaen over dem alle: The Bold And The Beautiful. Den 17-årige prins ved dog endnu ikke, om han vil gøre skuespillet til sin levevej.
For få dage siden beskrev Kendte.dk, hvorledes ekskong Konstantin og dronning Anne-Marie for præcis 50 år siden måtte flygte ud af Grækenland.
En trist dag var det – men til gengæld har de nu noget andet at glæde sig over – for et kongeligt barnebarn går til filmen.
Det er prins Achileas-Andreas, der er tredje og mellemste barn af kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal.
Og han kan muligvis klare sig uden de royale bånd.
Der blev tweetet lystigt
I hvert tilfælde kan den 17-årige prins roligt gå i fuld gang med at skabe sig en skuespil-karriere, som på sigt kan byde på optrædender på det helt store lærred.
Forleden havde prins Achileas-Andreas af Grækenland og Danmark – og jo, det er hans fulde titel – sin debut i sæbeoperaen over dem alle: “The Bold And The Beautiful”.
Prinsen havde sin rolle i den episode, der i USA blev vist den 12. december på CBS.
Den dansk-græske prins var dog kun med i en kort rolle – men ikke desto mindre blev der tweetet lystigt fra forældrenes side.
Faster er også med i serien
Det er fortsat uklart, om prins Achileas-Andreas skal være med i flere episoder – men at dømme efter tilbagemeldingerne gjort han det godt.
Se Marie-Chantals tweet her (artiklen fortsætter under billedet):
Ifølge det britiske netmedie Royal Central vides det ikke, om prinsen vil forfølge en skuespilkarriere.
Prinsens faster, prinsesse Theodora, er også stjerne i den populære tv-serie og har siden 2011 spillet rollen som sekretæren Alison Montgomery.
Storesøster er fotomodel
Ifølge Royal Central er prins Achileas-Andreas og prinsesse Theodora ikke de eneste medlemmer af den græske kongelige familie, der har udadvendte karrierer.
Prinsens storesøster, Maria-Olympia. er fotomodel. Som Kendte.dk omtalte, gik dronning Margrethes 21-årige grandniece for nylig opvisning for Dolce & Gabbana.
Kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal – der ialt har fem børn – er flyttet til New York for at følge deres ældste børn, som studerer der.
The Bold And The Beautiful blev skabt i 1987 og er en af de længste kørende tv-serier – eller sæbeoperaer – i USA.