Kronprinsesse: Sådan bør hertuginde Meghan gebærde sig
Hun har selv prøvet at være der, kronprinsesse Marie-Chantal af Grækenland, der er svigerdatter til den danske eks-dronning Anne Marie. Nu øser hun ud af sine personlige erfaringer til en vis hertuginde Markle.
Det er under 14 dage siden, at Meghan Markle lod sig gifte – og i den forbindelse fik titlen som hertuginde.
Hun er en amerikansk stjerne, der har været en del af den særlige Hollywood-glamour – men nu leves livet i de royale rammer.
Det er en omvæltning, som andre har prøvet før hende – og en af dem er kronprinsesse Marie-Chantal, der er svigerdatter til dronning Margrethes lillesøster, eks-dronning Anne Marie.
Sådan bør hertuginde Meghan gebærde sig
Hun oplevede for 23 år siden, hvordan det pludselig var at blive en del af en kongelig familie.
I 1995 giftede hun sig nemlig med kronprins Pavlos – søn af eks-kong Konstantin og eks-dronning Anne Marie.
Ifølge det spanske medie Hola giver kronprinsessen nu gode råd til Meghan om, hvordan hun skal gebærde sig i den nye, royale verden.
Glæder sig til at se Meghans rolle i fremtiden
– Jeg glæder mig til at se, hvordan Meghans rolle udvikler sig. Jeg er sikker på, at hun får masser af hjælp, men det er nødvendigt, at hun bevæger sig markant væk fra den her Hollywood-verden, fortæller Marie-Chantal ifølge Hola.
Nu er det nemlig en helt anden form for verdensstjerner, som hertuginden er iblandt – de royale stjerner.
– Hun er heldig at have en moderne og følsom mand ved sin side. Harry vil helt sikkert være der til at guide hende, pointerer kronprinsessen.
Blev selv en del af en stor og varm familie
Marie-Chantal løfter også sløret for, hvordan hun selv oplevede at blive en del af en kongefamilie.
– Min mand og hans familie fik mig til at indse, at jeg var velkommen. Jeg følte mig som en kæreste, der kom til en stor og meget varm familie, forklarer den nu 49-årige kronprinsesse.
Ved siden af livet som royalt familiemedlem har Marie-Chantal stor succes med sin helt egen børnetøjs-kollektion.