Løven siger stop
Jacob Risgaard brød 'Løvens Hule'-regler for smykkefirma. Nu er det slut
Jacob Risgaard trækker sig fra smykkefirmaet 'Sorelle', som han på en aldeles utraditionel facon købte en andel af i DR's 'Løvens Hule' i januar 2022.
Det skriver Finans.
Styrtede pludseligt efter dem
Kort fortalt, så fik de to stiftere af Sorelle, Trine Damborg og Camilla-Julie Skov Hansen, i første omgang nej tak fra alle 'Løverne' i programmet.
Men da de forlod studiet, styrtede Jacob Risgaard pludselig efter dem, og fik en aftale i stand om 10 procent af virksomheden for 100.000 kroner.
Der skal nye kræfter til
Nu har han så besluttet, at hans tid i ejerkredsen er forbi.
- Det har været en fryd at arbejde sammen med Sorelle, hvor vi har gjort, hvad vi kunne for dem som 'engelinvestor', hvilket altid er vores udgangspunkt for de investeringer, vi går ind i. Nu er det tid til, at der skal nye kræfter ind, der kan hjælpe dem videre på deres rejse, oplyser Jacob Risgaard til Finans.
Det fremgår ikke, hvordan betingelserne for at træde ud af virksomheden er skruet sammen.