Skip to main content

Margrethes store kunstner

Aktionskunstner, billedhugger og professor Bjørn Nørgaard fylder 75 år den 21. maj. En broget karriere har bragt ham fra provokunst helt ind i kongehuset

Det chokerede og forargede nationen, da den unge kunstner og provokatør Bjørn Nørgaard i 1970 slagtede en udtjent arbejdshest på en mark i Nordsjælland.

Hoppen blev i dagens anledning omdøbt Røde Fane og iklædt røde og sorte silkestoffer, inden den blev aflivet, parteret og fordelt i syltetøjsglas.

Det sidste skulle have foregået på kunstmuseet Louisiana, som imidlertid "fik kolde fødder, for at sige det pænt," ifølge Nørgaard.

Protest mod krig

Aktionen blev betegnet som en protest mod krigen i Vietnam, som dengang rasede på femte år, og værket blev landskendt, fordi Ekstra Bladet var med og smed "Hesteofringen" på forsiden.

Det udløste en protestbølge og trusler mod kunstneren, som blev nødt til at forlade sin lejlighed i tre måneder. Men siden har værket fået kultstatus som et af de vigtigste i dansk kunsthistorie.

Året forinden stod Nørgaard sammen med sin kone, Lene Adler Petersen, bag en næsten lige så berømt happening, "Den kvindelige Kristus": Hustruen vandrede nøgen med et kors gennem Børsen i København. Det skulle minde børshandlerne og samfundet om Jesu besøg i templet.

17 historiske gobeliner

Meget vand er løbet i åen siden, og i dag kan Bjørn Nørgaard, som lørdag den 21. maj fylder 75, nærmest kalde sig kongelig hofleverandør.

Han har blandt andet leveret 17 imponerende historiske gobeliner til dronningen, som hænger i Riddersalen på Christiansborg Slot.

Det var også Bjørn Nørgaard, der blev bedt om at lave et gravmæle til dronning Margrethe og prins Henrik.

Bjørn Nørgaard fordeler sit arbejde mellem København, Møn og Berlin.

Bjørn Nørgaard fordeler sit arbejde mellem København, Møn og Berlin.

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Modtog ridderkors

Prinsgemalen frasagde sig godt nok sin plads, men den nu færdige sarkofag står i Roskilde Domkirke klar til regenten. 

Den er blandt andet udført i dansk granit, færøsk basalt og grønlandsk marmor.

Et ridderkors til den tidligere samfundsomstyrter er det også blevet til.

Men Nørgaard har gjort og været så meget andet.

Har stået bag kendte skulpturer

Han var i 1960'erne med til at grundlægge Eks-Skolen, et eksperimenterende kunstværksted, sammen med blandt andre kunstnerkollegerne Per Kirkeby og Poul Gernes.

Han har stået bag utallige skulpturer, lavet film og udsmykket bygninger i ind- og udland samt skabt den mønstrede belægning på Amagertorv midt på Strøget i København.

Og i årene 1985-1993 var den gamle oprører så skulpturprofessor ved Kunstakademiet, ligesom han har engageret sig i Det Særlige Bygningstilsyn og fredning af vigtige kulturhistoriske bygninger.

Er stadig aktiv

At den nu 75-årige stadig er aktiv med udstillinger og andre gøremål, vidner hans hjemmeside om.

For eksempel udførte han i marts i Manresa i Spanien en aktion, og sidst i maj kan en af hans skulpturer ses på Den Frie i København.

Del din kommentar