Michael Schumacher fylder 50: Hans tilstand er stadig et mysterie
Fem år efter hans forfærdelige skiulykke er Schumacher-lejren stadig stille om stjernens tilstand.
En af verdenshistoriens største sportsmænd, den tidligere Formel 1-kører Michael Schumacher, fylder 50 år i dag, torsdag.
Schumachers bedrifter i sporten står urørte – syv verdensmesterskaber og i alt 91 grand prix-sejre. Alligevel er der i dag utroligt stille om tyskeren.
Han vandt verdensmesterskabet fem år i træk – fra 2000 til 2004 – i sin røde Ferrari, inden han stoppede karrieren i 2006. I 2010 genoptog han dog karrieren i en Mercedes – og det siges, at hans indflydelse har haft stor betydning for, at Mercedes siden da har kunnet vinde fem verdensmesterskaber.
De fire af dem er vundet af briten Lewis Hamilton, der kalder Schumacher for den største:
– Han vil altid blive husket som den største nogensinde. Jeg husker selv, at jeg altid valgte Schumacher, når jeg spillede Formel 1-spil som barn, har Hamilton sagt til Auto Bild, skriver Deutsche Welle.
Den skæbnesvangre ulykke
Siden slutningen af 2013 har der været stort set stille omkring Schumacher. Den 29. december kom han slemt til skade under en skitur, hvor han fik alvorlige hjerneskader og blev lagt i koma i et halvt år.
I dag bor Schumacher nær Geneve i Schweiz, hvor han modtager medicinsk pleje døgnet rundt. Meget andet ved man ikke om hans tilstand.
Hans tidligere manager hos Ferrari, Jean Todt, udtalte sig dog for nylig om Schumachers tilstand:
– Jeg passer altid på, når jeg udtaler mig, men det er rigtigt, at jeg så det brasilianske grand prix med Schumacher i Schweiz, sagde Todt ifølge Deutsche Welle.
Den tidligere Ferrari-direktør Ross Brawn fortæller i samme ombæring, at Schumacher altid har værnet om sit privatliv:
– Det har altid været et bærende princip i hans karriere og hans liv, og hans familie har altid været enige i den beslutning, siger Brawn.
Sjælden udtalelse fra familien
Aftenen inden Schumachers runde fødselsdag har familien givet sjælden lyd fra sig.
Det gør familien på Instagram, hvor en udtalelse er blevet lagt op på Michael Schumachers officielle profil:
“Vi er meget glade for at kunne fejre Michaels 50 års fødselsdag i morgen med jer, og vi vil takke jer for at vi kan gøre det sammen,” skriver familien blandt andet.
“I kan være sikre på, at han er i de bedst mulige hænder og at vi gør alt, der er menneskeligt muligt, for at hjælpe ham. I må forstå, at vi følger Michaels ønske og holder noget, der er så sensitivt, og altid har været det, som sundhed, privat,” fortsætter familien.