Mie og Kamal: - Det er øv
’Vild med Dans’-parret lå ellers lunt i svinget før exit
Endnu en gang overraskede 'Vild med Dans' fredag aften, da Kamal Hassan og Mie Moltke blev stemt ud af dansekonkurrencen efter en omdans mod Rachel Ellebye og Thomas Evers Poulsen.
Og det skete ovenikøbet på Kamals 29-års fødselsdag.
- Det er øv, at vi ikke kom videre, men jeg havde på den anden side ikke regnet med noget som helst – det er jo en konkurrence, sagde den afklarede podcastvært til Kendte.dk.
- Jeg har givet den alt, og jeg kan jo ikke gøre mere, tilføjede han tilfreds med indsatsen.
Seer-stemmer blev afgørende
Parret havde hidtil ligget lunt i svinget både hos dommere og bookmakere, men seernes sms-stemmer svigtede i farezonen.
Viste følelser
Mie Moltke var berørt efter det intensive forløb, hvor de nåede at danse med i fem runder.
- Der kom tårer, fordi det var en presset situation, men jeg er som sådan ikke ked af det, sagde Mie Moltke, der første gang deltog i dansekonkurrencen tilbage i 2007.
En taknemmelig afsked
- Det er naturligvis ærgerligt, men jeg er glad og taknemmelig for alt, hvad vi har lavet, fastslog den 43-årige danser.
Familien venter
Kamal Hassan ser nu frem til at vende tilbage til både sit arbejde og familielivet.
- Jeg har en søn på 1½ år, og ham skal jeg nu sørge for at være mentalt til stede hos, lovede han efter et langt træningsforløb.