- Min mor forlod mig

Tidligere var den kendte kok Umut Sakarya ikke rigtig glad, når han vågnede om morgenen

Udgivet Opdateret

- Det er nok det bedste år, jeg har haft i mit liv.

Sådan lyder det fra kendiskokken Umut Sakarya, når han kigger tilbage på sit 2022.

Der er da også sket lidt - eller meget - af hvert i den tidligere Vild med dans-deltagers liv i det forgangne år.

Her har han taget et grundigt kig på sin livsstil og har fået styr på spisevanerne og er blevet mere aktiv.

I terapi

Og så har han gået til terapi og brugt tid på at lytte til sig selv.

Det betyder, at han har smidt næsten 30 kilo og nu kan hoppe i en medium-størrelse i stedet for XXL.

- Jeg købte nogle bukser for et par uger siden, og de er allerede begyndt at blive for store.

- Nu har jeg fået en glæde af at leve og er meget mere produktiv, siger han.

- Det var stukket af

Inden den store omvæltning kunne han mærke, at glæden manglede. Det gjorde byturene til gengæld ikke.

Faktisk var han bange for at ende som alkoholiker.

- Jeg følte, at det var stukket af, siger han og fortsætter:

- Så jeg tog hånd om det og tænkte: "Hvad er det, der gør, at det her sker?", forklarer han.

Har forskellige traumer

Umut Sakarya, der har tyrkisk baggrund, fortæller, at han blandt andet har kigget tilbage på sine barndomsår.

- Jeg har haft nogle forskellige traumer.

- Jeg har boet uden min mor og har haft en ret turbulent barndom med en far, der ikke har været der, og mine forældre, der gik fra hinanden, fortæller han.

I løbet af barndommen blev forældrene skilt, og i længere tid boede han i Tyrkiet sammen med sin far og bror, inden de to søskende kunne blive genforet med moren i Danmark.

Tørlagt

- Det er nogle ting, der har ligget, som jeg aldrig har tænkt over før. Jeg har aldrig nogensinde tænkt over den episode, hvor min mor forlader mig, siger kendiskokken.

Umut Sakarya har knoklet for at bearbejde hændelserne.

Derfor har han ikke nærmet sig alkoholen i et halvt år - og kommer heller aldrig til det igen.

- Det er vigtigt, at man har noget balance i livet, siger han og fortsætter:

Radikale ændringer på vej

- Når man mærker, at noget grundlæggende er galt, så er det svært, hvis det tager lang tid overhovedet at kunne mærke, at noget er galt.

- Når jeg tænker tilbage, har der været mange mennesker, der har prøvet at hjælpe mig, hvor jeg ikke har kunnet se det, fortæller den ærlige kendiskok.

Her i 2023 kommer der også til at være ret radikale ændringer, afslører Umut Sakarya. Men hvad det konkret indebærer, ønsker han dog ikke at løfte sløret for endnu.

- Jeg kommer til at lave meget mere, hvor jeg viser mere af, hvem jeg er. Ligesom jeg også har gjort en del i 2022.

- Der kommer til at være meget mere Umut, lover den succesfulde restauratør.

- Jeg var bange for, at det skulle ende i noget rigtig skidt. Det følte jeg, det var på vej til. Så jeg fik en åbenbaring om, at det ikke var det, jeg fortjente, siger den kendte kok Umut Sakarya. I løbet af 2022 har han lavet om på livsstilen, hvor han blandt andet har sagt farvel til alkohol. (Arkivfoto).
- Jeg var bange for, at det skulle ende i noget rigtig skidt. Det følte jeg, det var på vej til. Så jeg fik en åbenbaring om, at det ikke var det, jeg fortjente, siger den kendte kok Umut Sakarya. I løbet af 2022 har han lavet om på livsstilen, hvor han blandt andet har sagt farvel til alkohol. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS