Nu er det slut: TV-baronesse vil have ro

Den tidligere baronesse vil fokusere sin tid på velgørende arbejde. Og så vil hun skrive sin egen historie og gøre op med de skandaløse fortolkninger

Caroline Fleming har sønnen Nicholas fra forholdet med fodboldspilleren Nicklas Bendtner og to teenagebørn fra ægteskabet med britiske Rory Fleming, som tilhører en af de rigeste familie i England, og som også er nevø til James Bond-forfatter Ian Fleming. (Arkivfoto)
Caroline Fleming har sønnen Nicholas fra forholdet med fodboldspilleren Nicklas Bendtner og to teenagebørn fra ægteskabet med britiske Rory Fleming, som tilhører en af de rigeste familie i England, og som også er nevø til James Bond-forfatter Ian Fleming. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Sommeren har givet tid til refleksioner hos den tidligere baronesse Caroline Fleming.

Og som konsekvens heraf trækker hun nu stikket for en stund. Mediernes søgelys og eksponeringen kommer med en høj pris, og den bryder hun sig ikke om, skriver hun i et længere opslag på Instagram.

- Det har jeg faktisk aldrig gjort, da jeg inderst inde er et privat menneske, der på grund af omstændighederne har måttet give meget af mig selv, for at mit arbejde også kunne være personligt, skriver Caroline Fleming blandt andet i opslaget.

Misforstået og misfortolket

Hun fortæller videre, at hun ofte er blevet misforstået og misfortolket.

- Det har været rigtig svært for mig, også på den røde løber - det evige smil og nogle gange dialog, som jeg aldrig har været komfortabel i. Det vil jeg ikke udsætte mig selv for længere, skriver hun og fortsætter:

- Jeg har et håb og et inderligt ønske om, at min person ikke skal udstilles mere, men at der i stedet kan være fokus på, hvad jeg arbejder med.

Diagnosticeret i år

Caroline Fleming vil fokusere sin tid på sit arbejde med kvinder og pigers uddannelse samt sit ambassadørskab for ADHD-foreningen.

En impuls- og opmærksomhedsforstyrrelse, som Caroline Fleming fik diagnosticeret tidligere i år.

Foruden sit arbejde og ambassadørskab vil Caroline Fleming også bruge tid på at skrive sin egen historie. I den vil den 45-årige kendis gøre op med rygter og skandaløse fortolkninger, der har omgærdet hendes liv, fortæller hun videre i Instagram-opslaget:

- Jeg gør det i et ønske om, at gætteriet skal stoppes, og alle, der ønsker at snakke om mig, kan gøre det ud fra sande facts. For min egen og min families skyld, skriver hun og understreger:

- Jeg er lykkelig over denne beslutning, og jeg vil nu leve som jer forhåbentligt - i fred og ro.

BLÅ BOG: Caroline Fleming

Caroline Fleming, (født Caroline Elizabeth Ada Iuel-Brockdorff, den 9. september 1975) er en tidligere dansk baronesse, der var indehaver af Valdemars Slot (2003-2011) og kendt fra flere tv-serier.

Hun har desuden lavet en parfumeserie bestående af "Eau de Vie" og "Eau de Vie: Josephine" opkaldt efter hendes egen datter, Josephine Victoria. Caroline har også medvirket i tv-shows, herunder Baronessen flytter ind og fra den 22. september 2010 Danmarks næste topmodel, begge shows på Kanal 4.

I 2015, blev Caroline Fleming castet til det amerikanske tv-show Ladies of London, der bliver vist på tv kanalen Bravo.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS