Million-klemme: Nu prøver Casper igen
Prøver igen at sælge overdådig bolig
Den kendte komiker Casper Christensen har flyttefeber og prøver nu endnu en gang at komme af med familiens landsted i Tikøb i Nordsjælland.
Den trelængede lystejendom har syv værelser og en række features som en speciallavet bar i grønt marmor, en sauna og en opvarmet saltvandspool i haven.
Casper Christensen flyttede ind for to år siden sammen med sin hustru, Isabel, og parrets to sønner, Jagger og Cooper.
For langt væk
Men de naturskønne omgivelser ligger for langt væk fra børnenes skole.
Det forklarer Klovn-stjernen til B.T.
- Vi har været meget, meget glade for det her sted og det eventyr, det er at bo på en gård med fem hektarer, så det stikker lidt i hjertet, siger han til avisen og tilføjer:
Vil simplificere vores liv
- Vi vil bare gerne simplificere vores liv og ikke skulle frem og tilbage hele tiden.
Allerede sidste år forsøgte Casper Christensen at komme af med boligen og forlangte dengang 35 millioner kroner for den.
Nu lyder salgsskiltet på 29 millioner kroner. Bliver boligen solgt til prisen, er fortjenesten på 13 millioner kroner.
Totalrenoveret
Casper Christensen købte boligen, som siden er blevet totalrenoveret, for 16 millioner kroner.
Det er kendismægleren Lars Elbæk, som skal forsøge at få nøglerne til at skifte hænder, og i annoncen beskrives ankomsten til boligen som taget ud af en Morten Korch-fortælling.