Nyt dansk stjerneskud måtte forlade svensk prisfest tomhændet

Instruktør Ruben Österlund fik mandag overrakt Sveriges svar på en Oscar - en Guldbagge - for sin instruktion af succes-filmen "The Square". Danske Claes Bang måtte dog se "sin" pris gå til Stellan Skarsgård.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den svenske instruktør Ruben Östlund vinder mandag aften den prestigefyldte svenske filmpris Guldbaggen i kategorien bedste instruktør.

Ruben Östlund vinder for sin instruktion af filmen “The Square”, hvor danske Claes Bang spiller hovedrollen.

Claes Bang var selv nomineret i kategorien bedste mandlige hovedrolle for sin rolle som Christian i “The Square”.

Slået af Carl Mørcks højre hånd

Han måtte dog se sig slået af svenske Fares Fares fra filmen “The Nile Hilton Incident”, der også vandt for bedste film.

Fares Fares er blandt andet kendt for sin rolle som Carl Mørcks kollega i Afdeling Q-filmene.

Der var dog mulighed for flere danske sejre i de store kategorier ved prisuddelingen i Stockholm.

Den danske instruktør Janus Metz Pedersen var nomineret i kategorien bedste instruktør for filmen “Borg”, der omhandler rivaliseringen mellem tennisstjernerne Björn Borg og John McEnroe.

Anerkendt svensk stjerne fik pris

Men Janus Metz måtte altså se prisen gå til Ruben Österlund.

Janus Metz kunne dog glæde sig over, at prisen for bedste mandlige birolle gik til en af hans skuespillere.

Den anerkendte svenske skuespiller Stellan Skarsgård løb med prisen for rollen som Lennart Bergelin i “Borg”.

Ud over Ruben Österlunds pris vandt “The Square” også Guldbaggen for bedste fotografi.

Gæsterne var iklædt mørkt tøj

Gennem salen i Stockholm var deltagerne iklædt mørkt tøj i sympati med MeToo-bevægelsen, der også har spillet en væsentlig rolle i Sverige.

Det sker, efter at deltagerne ved den amerikanske Golden Globe-prisuddeling også iklædte sig sort tøj for at markere deres modstand mod sexchikane.

Et væld af sortklædte kvinder indtog scenen i midten af prisuddelingen.

Her talte tre kvinder om vigtigheden af at gøre modstand mod chikane.

Sveriges svar på en Oscar

Hvem der vandt priserne ved Guldbaggen 2018, kan du se her:

* Bedste film: “The Nile Hilton Incident”.

* Bedste instruktør: Ruben Östlund (“The Square”).

* Bedste kvindelige hovedrolle: Lene Cecilia Sparrok (“Sameblod”).

* Bedste mandlige hovedrolle: Fares Fares (“The Nile Hilton Incident”).

* Bedste kvindelige birolle: Julia Kijowska (“Jordgubbslandet”).

* Bedste mandlige birolle: Stellan Skarsgård (“Borg”)

* Bedste manuskript: Amanda Kernell (“Sameblod”)

* Bedste fotografering: Fredrik Wenzel (“The Square”).

* Bedste klipning: Anders Skov (“Sameblod”).

* Bedste kostumer: Louize Nissen (“The Nile Hilton Incident”).

* Bedste lyd/lyddesign: Fredrik Jonsäter (“The Nile Hilton Incident”).

* Bedste sminke: Petra Cabbe (“Solsidan”).

* Bedste musik: Peter von Poehl (“Korpana”).

* Bedste scenografi: Roger Rosenberg (“The Nile Hilton Incident”).

* Bedste visuelle effekter: Torbjörn Olson og Alex Hansson (“Borg”).

* Bedste dokumentarfilm: “Silvana – väck mig när ni vaknat”.

* Bedste kortfilm: “Min Börda”.

* Bedste udenlandske film: “The Salesman”.

* Guldbaggens publikumspris: “Sameblod”.

Kilder: Guldbaggen.se/Ritzau

Powered by Labrador CMS