Oscar-nomineret dansker indledte karrieren som opvasker

Dan Laustsen er den kun anden dansker i verdenshistorien, der er nomineret i kategorien bedste fotograf. Og han kan blive den første, der vinder den eftertragtede statuette.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en Oscar-ære af de sjældne, den danske filmfotograf Dan Laustsen kan bryste sig af.

Han er nemlig nomineret i kategorien bedste fotograf ved årets uddeling af de prestigefyldte statuetter, og sidst en dansker var at finde i den kategori, var tilbage i 1990.

Dengang var Mikael Salomon nomineret for sit arbejde på filmen “The Abyss”.

Aftenens Oscar-nomineret dansker indledte karrieren som opvasker.

Det lå ikke lige i kortene

For Dan Laustsen er det hans virke på filmen “The Shape of Water”, der har indkasseret ham en nominering.

At danske Dan, der er vokset op i Helsingør nord for København, en dag skulle sidde med til højbords, når de mest prestigefyldte filmpriser blev uddelt, lå ikke umiddelbart i kortene.

Selv om kærligheden til kameraet startede i en tidlig alder, så havde han ingen drøm om en dag at skulle lave film.

– I folkeskolen begyndte jeg at interessere mig for at fotografere. Som 15-16-årig begyndte jeg sammen med min ven Lars at arbejde på Helsingborg-færgen som opvasker for at tjene penge til et kamera, siger han.

Blev uddannet reklamefotograf

Siden blev han uddannet til reklamefotograf, men da hans storesøster så en annonce, hvor filmskolen søgte elever, mente hun, han skulle tage chancen.

Selv om han med egne ord intet vidste om film, kom han ind uden om optagelsesprøven.

Han lavede sin første spillefilm som kun 25-årig, og senere stod han bag kameraet, da Ole Bornedal instruerede “Nattevagten”.

Da rettighederne til filmen blev solgt til USA, hvor der skulle laves en remake, fik Dan Laustsen tjansen.

Med på del Toros’ filmhold

Det var hans vej ind i Hollywood.

“The Shape of Water” er det tredje gang, han arbejder bag kameraet på en af stjerneinstruktøren Guillermo del Toros film.

– Det var en fantastisk film at lave. Det var hårdt, for det var på et lille budget, men vi havde ret hurtigt en fornemmelse af, at vi lavede noget helt særligt, siger Dan Laustsen.

Den fornemmelse viste sig at holde stik.

Nomineret til 13 statuetter

“The Shape of Water” er nomineret til ikke mindre end 13 Oscar – den ene står Dan Laustsens navn på.

– I filmverdenen bliver det ikke større. Når man bliver nomineret til en Oscar, så er der pludselig 50 mennesker, der ringer til ens agent, fordi de vil arbejde med en. Det sker ikke, når man bliver nomineret til en Bodil eller en Robert.

Hvorvidt danskeren kommer til at kunne løfte statuetten på scenen i Dolby Theatre søndag aften i Los Angeles, vil tiden vise.

Fantastisk at være nomineret

– Jeg tager det helt roligt og synes bare, det er fantastisk at være nomineret. Men der kommer stensikkert sommerfugle i maven, når de siger “Og vinderen er …”, siger Dan Laustsen.

Uddelingen finder sted natten til mandag den 5. marts – og Kendte.dk er med på sidelinjen hele natten igennem.

“The Shape Of Water”-fotografen er dog ikke den eneste, der kan vinde en Oscar-pris til Danmark.

Flere danske muligheder

Der er flere chancer for, at Danmark kan få del i en Oscar, når de gyldne statuetter uddeles natten til mandag dansk tid i Dolby Theatre i Los Angeles.

* Dan Laustsen er nomineret i kategorien bedste fotograf for sit arbejde på filmen “The Shape of Water”. Filmen er i alt nomineret 13 gange.

* Den svenske film “The Square”, der er dansk koproduceret og har dansk hovedrolle, birolle og klipper, og som har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut (DFI), er nomineret i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

* Dokumentaren “De sidste mænd i Aleppo”, der er en dansk hovedproduktion med støtte fra DFI, og som har dansk medinstruktør og producent, er nomineret i kategorien bedste dokumentar.

* “Strong Island”, som er en amerikansk dokumentar, der er dansk koproduceret med støtte fra DFI, og som har flere danske kreative kræfter bag sig, er også nomineret for bedste dokumentar.

Kilde: Det Danske Filminstitut.

Powered by Labrador CMS