Prinsessen har et fantastisk sprogøre
Den britiske prinsesse Charlotte er blot to år ung - og alligevel taler hun allerede nu to sprog. Ud over sit modersmål har hun også lært en lang række spanske sætninger på grund af sin barnepige med de iberiske aner.
Prins William og hertuginde Kate kan med rette være ganske stolte af deres yngste, prinsesse Charlotte.
Prinsessen har et fantastisk sprogøre, viser det sig – for i en alder af bare to år taler hun allerede to sprog.
Hun har nemlig øvet sig med sin spanskfødte barnepige, Maria Teresa Turrion Borrallo. Det skriver People Magazine.
Er blevet elev på fuld tid
Den unge prinsesse – der inden for nogle måneder skal være storesøster – er netop begyndt i institutionen Willcocks Nursery School.
Her er hun elev på fuld tid – og deltager blandt meget andet i formiddagskurser hver eneste dag.
På skolen – eller før-skolen – arbejder man ud fra en pædagogik, hvor børnene skal lære gennem leg.
Høflig, sjov og energisk
En kilde fortæller til People, at den unge prinsesse “…er meget sød og meget sikker”.
Kilden fortæller også, at Charlotte er både høflig, sjov og energisk. Samt at hun har ganske gode manerer.
Charlotte strålede i øvrigt på de billeder, der blev taget, da hun første dag forlod Kensington Palace til fordel for det nærliggende Willcocks Nursery School.