Robert-triumf: Vi har været i familieterapi

Filmen "Fuld af kærlighed" tager udgangspunkt i instruktøren Christina Rosendahls version af sin egen families historie.

Offentliggjort Sidst opdateret

De løb med de store Robert-priser

Den danske film- og tv-branche fejrede sig selv og hinanden til uddelingen af Robert Prisen 2025 i Tivoli Hotel & Congress Center lørdag aften.

Prisen, som svarer til den amerikanske Oscar-uddeling, bliver uddelt af Danmarks Filmakademi en gang om året.

Det er de over 2900 medlemmer, der indstiller hvilke film, tv-serier og fagfolk, der skal nomineres, ligesom de i sidste ende stemmer om, hvem der skal modtage priserne.

Her er et udpluk af aftenens vindere:

* Årets Danske Spillefilm: "Fuld af kærlighed".

* Nordisk Film Biografers Publikumspris: "Vejen hjem".

* Årets Kvindelige Hovedrolle: Viilbjørk Malling Agger for "Fuld af kærlighed".

* Årets Mandlige Hovedrolle: Lars Ranthe for "Fuld af kærlighed".

* Årets Kvindelige Birolle: Stine Stengade for "Fuld af kærlighed".

* Årets Mandlige Birolle: Nicolas Bro for "Mr. Freeman".

* Årets Instruktør: Christina Rosendahl for "Fuld af kærlighed".

* Årets Tv-serie: "Den sorte svane".

* Årets Korte Tv-serie: "Orkestret 2".

* Årets Kvindelige Hovedrolle - Tv-serie: Alba August for "Bullshit".

* Årets Mandlige Hovedrolle - Tv-serie: Marco Ilsø for "Bullshit".

* Årets Kvindelige Birolle - Tv-serie: Vic Carmen Sonne for "Bullshit".

* Årets Mandlige Birolle - Tv-serie: Clint Ruben for "Bullshit".

* Årets Dokumentarfilm: "Min arv bor i dig".

Kilde: Robert Prisen.

/ritzau/

Holdet bag dramaet "Fuld af kærlighed" går hjem fra Robert Prisen 2025 fulde af taknemmelighed.

Høstede statuetter

Filmen, der handler om en alkoholmisbrugers indvirkning på hele sin familie, høstede et hav af statuetter. Herunder for Årets Danske Spillefilm, Årets Mandlige Hovedrolle til Lars Ranthe, Årets Kvindelige Hovedrolle til Viilbjørk Malling Agger og Årets Kvindelige Birolle til Stine Stengade.

Og så vandt Christina Rosendahl prisen som Årets Instruktør og prisen for Årets Originale Manuskript, som tager udgangspunkt i hendes egen historie.

- Jeg vil gerne takke min familie, siger Christina Rosendahl i sin takketale fra scenen i Tivoli Hotel & Congress Center i København lørdag aften.

Kan tåle ubehag

- Det er klart, at når man bevæger sig ind i noget materiale, der er personligt på denne her måde, så kræver det jo, at ens familie kan tåle det ubehag, der er ved, at man molesterer deres livserfaringer. Det er ekstremt sårbart at blive fortalt noget om.

Særlig tak

Derfor sendte Christina Rosendahl en særlig tak til sin lillebror og til sin mor, som begge var til stede i salen, samt til sin søster, sangeren Pernille Rosendahl, som var ude at spille koncert og derfor ikke kunne være der.

Ærlige historier

Christina Rosendahl takkede sin familie for at turde at være i det ubehag, det har været at blive et kunstmæssigt materiale.

- Efter jeg har vist filmen til jer, er vi startet i familieterapi. Jeg synes, at det er så smukt, at det har resulteret i sådan en proces, at jeg har fortalt min version af vores historie, siger Christina Rosendahl og fortsætter:

- Jeg håber bare, det kan inspirere andre mennesker til at blive ved med at fortælle radikalt ærlige historier, også om det personlige, og ikke være bange for at komme til at støde nogle.

Christina Rosendahl

Hjælp til pårørende

Christina Rosendahl var 14. maj sidste år i foretræde for Folketingets Socialudvalg.

Hun forelagde nøglescener fra filmen for at illustrere vigtigheden af hjælp til de pårørende.

Hun mener, at også pårørende skal være omfattet af en behandlingsgaranti. Et budskab, hun gentog på scenen, da "Fuld af kærlighed" blev kåret til Årets Danske Spillefilm.

Svære tegn

- For hver afhængig er der fem-seks-syv-otte pårørende - hvad skal der ske med dem, lød det fra hende.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har omkring 67.000 danskere svære tegn på alkoholproblemer.

Cirka 402.000 danskere har tegn på moderate alkoholproblemer.

I 2022 var cirka 25.000 danskere i offentligt finansieret alkoholbehandling.

Holdet bag Årets Danske Spillefilm 2025: "Fuld af kærlighed".
Powered by Labrador CMS