Ronaldo holder et minuts stilhed for død dansker

Når Real Madrid løber på banen onsdag klokken 20.45 til sin sidste gruppekamp i Champions League-turneringen mod Dortmund, vil det danske fodbold-es Henning Jensen blive mindet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der bliver stille på et af Europas største fodboldstadions onsdag aften – og det på trods af, at der formentlig er fyldt op.

Santiago Bernabéu, der er hjemmebane for det stjernebesatte Real Madrid-hold, rummer godt 81.000 pladser.

Men Real og Ronaldo holder et minuts stilhed til ære for Henning Jensen, der døde tirsdag den 5. december, inden kampen fløjtes i gang.

Det skriver Real Madrid på sin hjemmeside.

Vandt to mesterskaber

Det betyder, at mega-stjerner som Cristiano Ronaldo, Toni Kroos og Karim Benzema vil hylde den afdøde nordjyde.

Henning Jensen, der måtte opgive kampen om kræft og bare blev 68 år, spillede i tre sæsoner i den spanske “kongeklub”.

Her var han med til at vinde to mesterskaber, inden turen i 1980 gik til Ajax Amsterdam.

Spiller med sørgebind

De mange stjerner på Real Madrid-holdet vil også spille med sorte sørgebind i de to gange 45 minutter.

Hverken det spanske eller det tyske hold har meget at spille for, idet Real Madrid er sikret avancement til ottendelsfinalerne.

Dortmund kan – ved at bevare sin tredjeplads – sikre sig deltagere i Europa League.

Kampen kan følges live via TV3’s hjemmeside.

Powered by Labrador CMS