Rost skuespiller har kristendommen med sig

Danskerne vil kende Thure Lindhardt fra film som "Flammen og Citronen" og "Blå Mænd", men han kan også opleves i landets kirker. Den 24. december fylder han 50

Offentliggjort Sidst opdateret

Fylder 50 juleaften

Thure Lindhardt, kendt fra film som 'Flammen og Citronen', har dybe teologiske rødder gennem sin familie.

Han ser skuespil som en form for præstegerning, hvor han formidler kærlighed og håb gennem kunsten.

Den 24. december kan han fejre 50-års fødselsdag

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Teologi er ikke det første ord, der falder en ind, når snakken går på teater- og skuespilmiljøet, men for Thure Lindhardt strømmer det bogstavelig talt i blodet.

Hans morfar var P.G. Lindhardt, en af de mest berømte teologer i danmarkshistorien.

Hans far var rektor på Pastoralseminariet, og selv bruger skuespilleren en del tid på at rejse rundt og gæsteprædike og holde forskellige slags oplæg i landets kirker.

50 år juleaften

For skuespilleren, der juleaftensdag, den 24. december, bliver 50 år, fylder kristendommen nemlig meget.

Nu er Thure Lindhardt dog først og fremmest skuespiller og ikke præst. Han er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater, og hans cv tæller en lang række kendte film.

Herhjemme har det været hovedroller i så forskellige film som "Flammen og Citronen", et historisk drama om modstandskampen under besættelsen, og komedien "Blå Mænd".

Skuespiller Thure Lindhardt har haft roller i store film i ind- og udland. Han fylder 50 år den 24. december. (Arkivfoto).

I større Hollywood-produktion

Herhjemme og i udlandet har seerne kunnet opleve Thure Lindhardt i "Engle og Dæmoner", en større Hollywood-produktion om mord i Vatikanet.

Han har også spillet Wolfgang Priklopil i en filmatisering af den sande historie om Natascha Kampusch, der blev holdt fanget i årevis i en kælder i Østrig.

Og han er i mange af tilfældene blevet rost af anmelderne for med overbevisning at kunne spille alt fra lun charmetrold til isnende psykopat.

Lidt det samme

Han blev interviewet til Haderslev Stifts magasin i 2021, og her sagde han, at han faktisk anser skuespilgerningen som værende lidt det samme som præstegerningen.

Han blev af magasinet spurgt, hvorfor han ikke blev præst i sin tid:

- Jeg har faktisk tænkt lidt på det i de senere år, men skuespillet kan jo på mange måder det samme. Jeg går også ind og taler om kærlighed, sorg, ensomhed, håb.

- Jeg gør det bare via kunsten, sagde han til magasinet.

Også coach og underviser

Han fortalte desuden, at han i dag ud over at spille skuespil også virker som coach og underviser af unge skuespilleraspiranter.

Thure Lindhardt blev far til en datter i 2017. 

Til Ekstra Bladet fortalte han i efteråret 2023, at han havde købt hus i den sjællandske by Lejre med sin kæreste, Lasse Flindtholm.

Powered by Labrador CMS