Så syg er fyrstinden
Operationerne har taget hårdt på fyrstinde Charlene. Der er endnu ingen udsigt til, at hun kan vende hjem til Monaco
Det er efterhånden tæt på to måneder siden, at fyrstinde Charlene sidst har været i Monaco.
Den tidligere elitesvømmer får dog ikke lov til at flyve hjem lige foreløbigt.
Den 43-årige havde forud for rejsen fået foretaget operationer i munden, og det er altså her, at misæren er opstået.
Fyrstinden havde nemlig ikke indset, at der var gået infektion i operationssåret. Dette blev først klart, da hun fik smerter i ørerne og derfor opsøgte en speciallæge.
Må ikke flyve
Man skulle tro, at der i en periode på to måneder skulle være kommet styr på infektionen.
Men det er stadig ikke muligt for fyrstinden at flyve hjem til Monaco endnu - og det er der en god grund til.
Den 43-årige Charlenes ører kan nemlig ikke klare trykforskellen, som der vil opstå ved at flyve til Monaco fra Sydafrika. Det skriver Dagbladet.
Missede bryllupsdagen
Fyrstinde Charlene blev ramt af en infektion under et officielt besøg i Sydafrika, og den forhindrer hende stadig i at rejse tilbage til Monaco, hvor hendes royale gemal befinder sig.
– I år er det første gang, at jeg ikke er sammen med min mand på vores bryllupsdag. Det er svært og gør mig trist, sagde fyrstinde Charlene tidligere i juni i en pressemeddelelse ifølge mediet Daily Mail.
– Mine daglige samtaler med Albert og vores børn hjælper mig med at holde humøret oppe. Men jeg savner dem. Jeg kan ikke vente med at blive genforenet med dem.