Sådan reagerer Eriksen
Der venter Christian Eriksen en følelsesladet lørdag eftermiddag
Den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen står lørdag for første gang over for sine tidligere klub Tottenham siden sit comeback til grønsværen.
Danskeren har fundet storspillet frem, siden han skrev kontrakt med Brentford, der til daglig spiller i den engelske Premier League.
Og der venter Eriksen en følelsesladet lørdag. Derfor vil han af respekt for sin tidligere klub ikke juble, hvis han scorer.
Det fortæller han i hvert fald i et interview med britiske Sky Sports.
Kan slet ikke vente
Den 30-årige dansker kan da heller ikke vente med at løbe på banen mod den klub, hvor han fik sit gennembrud i Premier League for flere år tilbage.
Faktisk er det også et gensyn med hans tidligere træner Antonio Conte, hvis vinger Eriksen var under, da han spillede for Inter.
- Jeg kan ikke vente. Det bliver helt specielt. I første omgang handlede det om at spille fodbold igen, men så kommer der de her små bidder på vejen mod målet. Jeg glæder mig helt klart, siger Eriksen til Sky Sports.
Direkte adspurgt om han vil juble, hvis han scorer, svarer han samtidig følgende:
- Formentlig ikke, lyder det fra den danske stjerne.
Christian Eriksen og Brentford tørner sammen med Tottenham lørdag klokken 18.30 i et sandt London-opgør. Kampen spilles på Brentford Community Stadium.