Sarah er jublende lykkelig

Alt er pludselig gået op i en højere enhed for den danske verdensmester og nyuddannede sygeplejerske

Sarah Mahfoud på sin arbejdslads, 'geriatrisk afdeling' på Amager Hospital.
Sarah Mahfoud på sin arbejdslads, 'geriatrisk afdeling' på Amager Hospital.
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks regerende IBF fluevægts-verdensmester i boksning for kvinder, Sarah Mahfoud, kan næsten ikke få armene ned.

Det er blot få uger siden, hun blevet færdiguddannet som sygeplejerske - med et 12-tal.

Styr på vigtig dato

Nu har hun fået fast arbejde på 'geriatrisk afdeling' på Amager Hospital, hvor hun også tilbragte den afsluttende praktik under sin uddannelse. 

Og så er der kommet styr på en vigtig dato. 

- Jeg skal forsvare min VM-titel den 21. april mod den officielle udfordrer, tyske Nina Meinke, der er europamester og i øvrigt nummer 1 på verdensranglisten, siger Sarah Mahfoud til Kendte.dk. 

Hun fortæller også, at titelforsvaret skal bokses i Danmark. 

Fantastisk opbakning

Sarah Mahfoud har fuldstændig tjek på, hvordan hun skal forberede sig til sit titelforsvar samtidig med, hun passer sit job. 

- Jeg har den mest fantastiske opbakning på mit arbejde. Alle er så imødekommende og fleksible. I første omgang er jeg fastansat på 25 timer om ugen, men er her en lille smule mere. 

Til gengæld kan jeg trappe ned, når kampen nærmer sig, og forberedelserne for alvor intensiveres , siger hun.

Er der 100 procent

Sarah Mahfoud forklarer også, at det lige nu er boksningen, der har førsteprioritet.

- Om ti år er det slut med boksningen, som jeg brænder så utrolig meget for. Men jeg er stadigvæk sygeplejerske, siger hun til Kendte.dk. 

Hun sætter dog samtidig en tyk streg under, at ingen skal være i tvivl om, at hun er der 100 procent for både patienter og kolleger, når hun er på arbejde på 'geriatrisk afdeling'.  

Powered by Labrador CMS