Satirestjerne: Børn udstiller dine svageste sider

Anders Morgenthaler spejler sig selv i animationsfilmen 'Mugge & Super Happy'

Offentliggjort

Fylder man hjemmet med liv og latter, frem for at børnene bliver gemt væk bag skærmene? Viser man dem verden, så de kan føle den i deres fingre? Fremstår man som en rollemodel med værdier, de kan se op til?

Fiktiv far

Disse og utallige andre spørgsmål kan hobe sig op hos alle, der bliver forælder. Det gør de også hos den fiktive far Thorbjørn i "Mugge & Super Happy", som Anders Morgenthaler har været med til at skabe.

Væk fra skærmene

Han lægger selv stemme til Mugges far, der forsøger at tage sin søn og hans modvillige kammerater væk fra skærmene og ud i naturen.

Anders Morgenthaler og Michael Wulff ved premieren forleden

Meget tydeligt

- Børn udstiller ligesom dine svageste sider. Det øjeblik, du får børn, bliver alt det, du er dårlig til, meget tydeligt, lyder det fra Anders Morgenthaler.

I filmen forstår Thorbjørn ikke, at han allerede har skabt et kærligt hjem for Mugge.

Far til to døtre

- Han er blind på det, han faktisk er god til som forælder. Det, synes jeg i hvert fald, er meget genkendeligt, siger den 52-årige satiretegner, der selv er far til to døtre, som han har sammen med sin kone, filminstruktør Phie Ambo.

Efterlader ikke plads

- Jeg har selv ønsket, at kultur, læsning, kunst og tegning var noget, mine børn gjorde hele tiden. Det ved jeg ikke, om de 100 procent har syntes var fedt. Det efterlader jo ikke så meget plads til, hvad de selv kunne have lyst til at lave, siger Anders Morgenthaler og fortsætter:

Et langt fald

- Vi gør det jo så godt, vi kan, allesammen. At leve livet er et langt fald, hvor man forsøger ikke at fucke for meget op, tilføjer han grinende.

At være tilstede

Filmen har på sin vis også en personlig dimension for Anders Morgenthaler, som selv prøver at være til stede i sine døtres liv.

- Det, tror jeg, at der er mange fædre og mødre, der kæmper med, siger han.

"Mugge & Super Happy" er den tredje film i Mugge-serien og skrevet af Mikael Wulff, der er den anden halvdel af komikerduoen Wulffmorgenthaler, og manuskriptforfatter Pernille Bønløkke Toustrup.

Gang i latteren

Den er instrueret af Anders Morgenthaler og Mikael Wulff.

Filmene har naturligvis først og fremmest til formål at få gang i lattermusklerne.

Alligevel skaber de en arena for at tale om nogle af de problematikker og usikkerheder, der kan være forbundet med at være både barn og forælder.

Kigge indad

- Vi leger med nogle sjove måder at iscenesætte, hvordan voksne er ekstremt optaget af børns skærmtid, men at det måske i virkeligheden er dem, der skal kigge indad, fortæller Anders Morgenthaler.

Kan ikke komme ud 

Selv om Mugge og hans venner er helt vilde med gaming, er det faktisk de voksne i filmen, der ender med at blive opslugt af et digitalt univers, de ikke kan komme ud af.

Det er en humoristisk observation af virkeligheden, men Anders Morgenthaler slår fast, at filmen ikke tager noget standpunkt til, om medier grundlæggende er godt eller dårligt.

- Der er intet værre end at blive talt ned til, når man går ind og ser en film, siger han og fortsætter:

Handler om balance

- Det er egentlig ikke en kritik. Det er en konstatering af, at sådan er det. Vi prøver at sige, at det handler om balance. Det er balancen i det her, der er vigtig. Og vi prøver at gøre det til en spændende historie fremfor en lektie eller et opdrag, understreger han.

Den 52-årige Anders Morgenthaler er kendt fra tegneseriestriben Wulffmorgenthaler, børnebøger og animationsfilm. Men han har også filminstruktør, forfatter og samfundsdebattør på cv'et.

Egen bogserie

Den nye film bliver efterfølgeren til "Mugge & vejfesten" og "Mugge & hans mærkelige hjerne", som er baseret på Wulffmorgenthalers egen bogserie.

Komikerduoen har også udfoldet nogle af karaktererne i børneserien "Femlingerne", som bliver vist på DR, samt i podcasten "Mugge og Femlingernes Podcast".

"Mugge & Super Happy" bliver den nyeste tilføjelse til universet. Filmen har biografpremiere 10. april.

Komikerduoen Wulffmorgenthaler med to af fem Allan'er.
Powered by Labrador CMS