Skal afløse populær DR-vært
Kommer med erfaring fra konkurrenten
Det bliver den erfarne vejrmand og -vært Thomas Kaa Mørk, 43 år, der fra den 1. oktober skal formidle vejr og vejrudsigter til danskerne fra studiet på Dokk1 i Aarhus sammen med de øvrige tre værter på DR Vejret.
Han afløser Søren Jacobsen, der stopper efter 22 år som vejrvært i DR.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
Om valget af Thomas Kaa Mørk siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder og ansvarlig for DR Vejret:
- Thomas er lige den vejrvært vi søger, fordi han både er enormt vidende og formår at brænde igennem på skærmen. Hans vejrfaglighed og evne til at formidle betyder rigtig meget for den troværdighed, der er helt afgørende for DR Vejret, fordi rigtig mange danskere stoler på, hvad vejrværterne fortæller dem. Og så er han super ambitiøs i forhold til, hvad den samlede vejrredaktion skal kunne i et DR, der blandt meget andet er i fuld gang med omstillingen til en mere digital fremtid. Derfor er han en helt oplagt arvtager for Søren.
For mange seere er Thomas Kaa Mørk et velkendt vejransigt.
Siden 2013 har han været vejrvært på TV 2 og sideløbende skribent på en lang række artikler om vejr og klima.
Han har også sit eget website med meteorologiske data på meteorolog.dk. Oprindeligt er han uddannet meteorolog fra Københavns Universitet og var inden sin ansættelse på TV 2 flyvemeteorolog på DMI.
- ‘Vores Vejr’ på DR1 er i mine øjne den perfekte platform, hvor man som vært kan være både faglig og oplysende for seerne samtidig med, at man leverer en brugbar og pålidelig vejrudsigt. Jeg glæder mig utrolig meget til at være med til at bringe DR Vejret endnu tættere på den enkelte danskers behov i hverdagen, siger Thomas Kaa Mørk om sit fremtidige job.