Skammerens datters ‘mor’ fylder rundt

Lene Kaaberbøl er en af landets bedst sælgende forfattere. Skammer-serien er blevet til film og teater. Tirsdag den 24. marts fylder hun 60 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ofte sukker voksne over, at børn og unge ikke længere læser bøger.
Men er der én, som kan få dem til det, så er det Lene Kaaberbøl, der fylder 60 år 24. marts.

Artiklen fortsætter under videoen

Hun er blandt de forfattere, som børn helt frivilligt læser – også selv om det ikke er pensum i skolen. Forklaringen er den enkle, at de kan relatere sig til Kaaberbøls stærke børnekarakterer.

For selv om karaktererne ofte lever i fantasiverdener med trolddom og dragejagt, handler deres hverdag også om forældres skilsmisser og mobning i skolen.

Eller som Kaaberbøl selv har sagt det om sine bøger, er de “en slags socialrealisme med drager”.

Succes uden for Danmark

Succesen gælder også uden for Danmark, hvor flere har sammenlignet hende med forfatteren til bøgerne om Harry Potter, J.K. Rowling.

Selv om der er langt til Rowlings oplag og indtjening, så er Kaaberbøl godt med. Hendes 50 bøger er solgt i over to millioner eksemplarer verden over med “Vildheks” og ikke mindst Skammer-serien som de mest populære.

Har børnene ikke læst om skammerpigen Dina, der fra sin mor har arvet evnen til at kunne skelne sandhed fra løgn med sit blik, så kender de måske fortællingen fra film eller teater.

Flere end 50.000 billetter solgte “Skammerens datter”, da den i 2012 blev opført på Østre Gasværk i København.

Debuterede som 15-årig

Lene Kaaberbøl fik udgivet sin første bog, da hun var 15 år. Nogle år senere arbejdede hun i en sommerlejr i USA. Her stiftede hun bekendtskab med fantasygenren i form af Ursula K. LeGuins trilogi om Jordhavet.

Fra da af var hun solgt til fantasy:

– Lige siden har mit boghjerte banket for eventyr og drageblod og verdener, der ligger mindst tre skridt til højre for regnbuen eller Mælkevejen og under alle omstændigheder et pænt stykke fra den asfalterede danske virkelighed, har hun udtalt på leksikonet forfatterweb.

Uddannet cand.mag.

Lene Kaaberbøl er uddannet cand.mag. i engelsk og dramaturgi fra Aarhus Universitet. I flere år var hun gymnasielærer og skrev kun i weekender og ferier.

Siden 2002 har hun været forfatter på fuld tid. Senest er der udkommet en samlet filmudgave af “Skammertegnet” og “Slangens gave” i anledning af filmen “Skammerens datter II”. Desuden en krimiserie til voksne.

Flere priser på kaminhylden

Succesen har kastet en lang række litteraturpriser af sig, blandt andet Best Disney Novel Writer of the Year, Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris, Bog- og Papirbranchens (BMF) Børnebogspris, Orla-prisen og Blixenprisen.

Powered by Labrador CMS