Snart far til otte
Anders Lund Madsen bliver ved og ved
Journalisten Anders Lund Madsen skal være far for ottende gang.
Det er samtidig hans femte barn med hustruen Karin Prehst Lund Madsen.
Han har tre voksne børn fra et tidligere forhold og har, inden den kommende arving melder sin ankomst, børn i alderen tre til 33 år.
Karin Prehst Lund Madsen har termin til marts, fortæller hun til magasinet Vores Børn.
Har navn på plads
Parret ved ikke, hvad køn den lille ny har.
Men alligevel har de et navn klar.
- Der ligger en fin historie bag navnet, ligesom med de andre børns navne, men det fortæller vi først, når barnet er kommet til verden, siger Karin Prehst Lund Madsen til Vores Børn.
Glad og stolt
Ekstra Bladet har talt med den vordende far til otte.
Mest af alt er han bare begejstret over udsigten til et nyt skud på stammen.
- Jeg er glad. Glad og stolt. Der er kun godt at sige om det. Bortset fra, at det er den største klimabelastning at sætte børn i verden. Det har jeg lige læst i The Guardian, siger Anders Lund Madsen til Ekstra Bladet.