Søren Huss: – Det er et privilegie at blive gammel

Der er ingen midtvejskrise hos Søren Huss, der med sine 42 år nyder hver dag, han får.

Søren Huss gider ikke jagte ungdommen. Han mener, det er et privilegie at blive ældre. Foto: Scanpix/Emil Hougaard
Offentliggjort Sidst opdateret

Han har rundet de 42 år, men sangskriveren Søren Huss er langt fra i panik over, at han ikke længere er en af de yngste i musikbranchen.

Her har han i årtier stået bag melodier og tekster, som danskerne har taget til sig. Først i bandet Saybia og siden som soloartist.

Selv om albummet, “Midtlivsvisen”, som han udkommer med fredag, rimer på midtlivskrisen, så er der intet af den at spore hos den erfarne musiker.

– Jeg har først og fremmest lyst til at opleve livet, lige der hvor jeg nu engang er. Jeg har ikke lyst til at jagte den evige ungdom. Når man nu som jeg har mistet et menneske så tæt på, som kun fik lov til at leve 29 år, så synes jeg også, der ligger et privilegie i at blive gammel, siger han.

Kæreste dræbt i trafikulykke

I 2007 blev hans kæreste, der er mor til deres datter, på tragisk vis dræbt i en trafikulykke.

Den skelsættende begivenhed, som sangeren formidlede sine svære følelser omkring på det anmelderroste album “Troen og Ingen”, har gjort, at han glad for hver dag, han får med sine kære.

– Jeg står her: jeg har begge mine forældre og min datter og er den midterste generation. Ifølge alle statistikker så er det her midt i livet, at man har det dårligste humør. Jeg tror simpelthen, det er, fordi man har for travlt til at se udsigten, for jeg synes, det er helt fuldstændig fantastisk og er meget taknemmelig, siger sangskriveren.

Frygter ingenting

Derfor frygter han på ingen måde at stå der i livet, hvor han ifølge statistikkerne har brugt mere end 50 procent af det.

– Jeg tror egentlig, jeg har været ret god til at være der, hvor jeg nu engang var, men jeg er også på mange måder en ekstrem historie, for mit livs krise var for ti år siden, siger Søren Huss og uddyber:

– De efterfølgende år gennemgik jeg en kæmpe identitetskrise og sorg, og det, tror jeg, medvirker til, at denne her midtlivskrise føles anderledes for mig, siger Søren Huss.

Kan ikke regne livet ud

Han er meget bevidst om ikke at blive grebet af den angst, der for mange kan følge med, når man mister én, man elsker.

– Jeg har lært, at jeg ikke kan regne livet ud. Og jeg kan ikke kontrollere det. Men jeg har fundet en tryghed i, at der ikke er noget i livet, der er givet, der er ikke nogen kontrol, jeg føler mig sluppet fri af det på en eller anden måde, og det har givet mig en stor ro, siger Søren Huss.

“Midtlivsvisen” udkommer fredag den 17. november.

Powered by Labrador CMS