Spansk ekskonge er tavs
Ekskong Juan Carlos' første besøg i Spanien i to år
Ekskong Juan Carlos blev modtaget af en håndfuld monarkister med spanske flag, da han mandag var i Madrid for at besøge sin søn, kong Felipe.
Men ellers var besøget en stille affære. I hvert fald har den skandaleramte ekskonge ikke ønsket at tale om fortiden i løbet af sit femdages besøg i Spanien.
Besøget var ekskongens første besøg i sit gamle hjemland i to år.
Han forlod Spanien i 2020 efter blandt andet anklager om korruption. Han bor nu i selvvalgt eksil i Abu Dhabi.
Søndag blev han spurgt af journalister, om han ville forklare sig.
- Forklare hvad?, lød svaret.
Vækker ærgrelse
Heller ikke mandag kom der nogen undskyldning eller forklaring fra ekskongen.
Det vækker ærgrelse i den spanske regering, som havde håbet på en forsoning mellem spanierne og den upopulære Juan Carlos.
Talsperson for regeringen Isabel Rodriguez kalder det en "forspildt chance".
- Han forspildte en chance, en chance som spanierne ventede på, til at forklare sig og bede om tilgivelse, siger hun til radiostationen RNE.
Ikke beviser nok
De spanske myndigheder har efterforsket hans private finanser efter anklager om blandt andet bestikkelse. Den efterforskning blev dog lukket i marts, fordi der ikke var nok beviser.
De første fire dage af Juan Carlos besøg blev brugt ved en kapsejlads i byen Sanxenxo.
Herefter tog han til Madrid.
Efter planen flyver ekskongen hjem mandag aften.
Han har dog i sinde at vende tilbage til Sanxenxo om tre uger, hvor endnu en kapsejlads bliver afholdt.