Stjerner i voldsom tumult med fotograf
Fotografen fik tæsk, påstår han
Et stort drama udspillede sig søndag, hvor skuespillerinderne Margot Robbie og Cara Delevingne var involveret i et voldsomt sammenstød med en paparazzifotograf.
Det skriver TMZ.
Faldt og slog sig
Da den yderst nærgående fotograf efter sigende tog billeder af Margot Robbie og Cara Delevingne, efter de havde spist på en restaurant i Buenos Aires i Argentina sammen med to mandlige venner, opstod der heftig tumult.
Robbie var halvvejs inde i en Uber, der i al hast var begyndt at køre, da hun angiveligt faldt og slog sig. Men fotografen skulle blot have fortsat med at tage billeder af skuespillerinden.
Brækkede armen
Det førte til, at de to mandlige venner konfronterede paparazzifotografen, som på mystisk vis faktisk endte med at brække armen.
Skuespillerindernes venner påstår, at fotografen faldt, da han flygtede, imens fotografen derimod selv hævder, at han fik tæsk.
Vennerne er derfor blevet tilbageholdt af politiet, indtil sagen er undersøgt til bunds.
Margot Robbie og Cara Delevingne rejste angiveligt hjem kort tid efter sammenstødet.