Stor dag for dansk sportsikon

Badmintonspilleren Flemming Delfs var tæt på en diskvalifikation på sin vej til den første VM-titel i herresingle nogensinde. 7. september fylder han 70 år

Flemming Delfs (til venstre) og Lene Køppen (i midten) vandt begge singletitler ved det første verdensmesterskab i badminton. Køppen og Steen Skovgaard (til højre) vandt desuden i mixeddouble.
Flemming Delfs (til venstre) og Lene Køppen (i midten) vandt begge singletitler ved det første verdensmesterskab i badminton. Køppen og Steen Skovgaard (til højre) vandt desuden i mixeddouble.

Flemming Delfs, der 7. september fylder 70 år, vandt i 1977 den første VM-titel i herresingle i badminton nogensinde.

Men den topseedede dansker var nær røget ud allerede i sin første kamp i turneringen, der blev afviklet på Malmö Isstadion.

Delfs mødte englænderen Ray Stevens, der var en ven og mangeårig konkurrent, og efter at begge havde vundet et sæt, benyttede Flemming Delfs pausen til at skifte trøje og få lidt massage.

Men han havde problemer med at finde tilbage til sin bane og ankom tre minutter for sent.

Reddet af sportsmanship

Ifølge reglerne var det lig med en diskvalifikation, men danskeren blev reddet af engelsk sportsmanship.

Ray Stevens var således utilfreds og insisterede kraftigt på at spille om sejren, hvilket opgørets danske dommer, Ole Mertz, til sidst gik med til.

Delfs vandt tredje og afgørende sæt 15-6 og afgav siden kun ét sæt på vejen til karrierens eneste VM-triumf.

I finalen besejrede han sikkert landsmanden Svend Pri.

Siden er Peter Rasmussen og Viktor Axelsen med deres VM-titler i henholdsvis 1997 og 2017 gået i Delfs' fodspor som de eneste danske verdensmestre i herresingle.

Kendt for stenhård smash

Flemming Delfs, der var berømt for stort set at kunne smashe lige så hårdt med baghånden som med forhånden, vandt i jubelåret 1977 også All England og blev både dansk og nordisk mester.

Den høje spiller var kendt for at leve højt på sit talent og tekniske færdigheder, mens han - også i sin egen vurdering - aldrig blev den store slider i forhold til fysisk træning.

Flemming Delfs formåede ikke at forsvare sin VM-titel i herresingle, da det næste VM blev afholdt i 1980 i Jakarta.

Vandt bronze i herredouble

Til gengæld vandt han bronze i herredouble med sin makker, Steen Skovgaard.

Delfs vandt også EM-guld i 1976, 1978 og 1980.

I sidstnævnte år vandt han i finalen over en dengang meget ung Morten Frost.

Flemming Delfs, som er bankuddannet, blev efter sit karrierestop direktør i tøjfirmaet Patrick.

Han var i 2007 med til at sælge Patrick til en belgisk koncern.

Den tidligere badmintonstjerne har i dag sit eget firma, der importerer blandt andet strømper og t-shirts fra Portugal.

Han bor med sin kone skiftevis i et sommerhus på Sydfyn og i en lejlighed i Svendborg.

Powered by Labrador CMS