Taler ud om brud med Casper C

Iben Hjejle beskriver Casper Christensen som en tsunami at leve sammen med

Iben Hjejle taler ud om forholdet til Casper Christensen i en ny erindringsbog.
Iben Hjejle taler ud om forholdet til Casper Christensen i en ny erindringsbog.
Udgivet Opdateret

Iben Hjejle levede sammen med Casper Christensen i otte år. Nu åbner skuespilleren op om forholdet til komikeren i en ny erindringsbog med titlen 'En gylden korkprop'.

- At leve sammen med sådan et menneske i otte år var for mig i bedste fald anstrengende, i værste fald ødelæggende, fortæller Iben Hjejle i bogen. 

Parret elskede hinanden, men som personer var de meget forskellige. Iben Hjejle havde brug for ro, imens Casper Christensen var rastløs og levede livet i overhalingsbanen. 

- Et sted i 'Klovn' siger Casper, at vi er "Danmarks celebrity-par nummer to efter kronprinsparret". Det var ikke helt løgn. Jeg skulle hele tiden være opmærksom på, hvad andre mennesker tænkte, hvad jeg sagde, og om det kunne blive til en overskrift, skriver hun i bogen.

I 'Klovn' spillede Iben Hjejle en skrap og arrogant version af sig selv.

- Det meste af det, jeg skælder ud over i 'Klovn', skælder jeg ikke ud over i virkeligheden, fortæller hun. 

Flyttede ind i en tumultbutik

I bogen fortæller Iben Hjejle også, at ekskæresten fik den ene vilde idé efter den anden - for eksempel at anskaffe 10 puddelhunde, indrette hele hjemmet med oppustelige orange møbler og adoptere børn. Casper Christensen ville være surfer den ene dag og countrysanger den næste. 

Iben Hjejle beskriver, hvordan hun flyttede ind i en tumultbutik, da hun flyttede sammen med Casper Christensen, og at han var en tsunami at leve sammen med. 

Ifølge skuespilleren var det vidunderligt, spændende og sjovt, men det var også utrygt, usikkert og svært at finde fodfæste i. 

Bemærkede tiltrækning til Isabel

På det, som Iben Hjejle beskriver som "skilsmisseturen" til Los Angeles, står komikerens ambition pludselig lysende klart for hende.

- Han ville bo i Los Angeles, og jeg kunne ikke undgå at bemærke hans tiltrækning til Isabel. Jeg var rasende - mest af alt på mig selv over at være taget med, skriver hun i bogen. 

En af de store grunde til, at Iben Hjejle blev i forholdet så længe, var, at hun ville passe på deres sammenbragte familie. For hun var glad for Casper Christensens børn. 

Gjorde det forbi under parterapisession

Parret begyndte i parterapi, efter de kom hjem fra turen til Los Angeles. 

Her gik op for Iben Hjejle, at kærestens ønsker for fremtiden så anderledes ud, så under en parterapisession valgte hun at bryde med ham. 

I bogen fortæller hun nærmere om sine overvejelser:

- Ville jeg halse efter Casper, som her på den anden side af depressionen var i færd med at gasse op igen. Eller ville jeg holde tempoet nede, så jeg havde en føling med mig selv og med William? Hvis Casper skulle videre, skulle jeg ikke med.

Da forholdet mellem Iben Hjejle og Casper Christensen gik i stykker i 2011, holdt hun op med at være 'Klovn-Iben'.

Powered by Labrador CMS