Taler ud om midtlivskrise

Connie Nielsen har gjort den nordjyske modvind til en del af sin modstandskraft over for undertrykkelse både bag ved og foran kameraet

Connie Nielsen er født med rødt og hvidt blod i årerne. Hun kom til verden i København og er opvokset i Helsingør og siden helt nordpå i Frederikshavn.(Arkivfoto)
Connie Nielsen er født med rødt og hvidt blod i årerne. Hun kom til verden i København og er opvokset i Helsingør og siden helt nordpå i Frederikshavn.(Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Tilsyneladende lever Jo Harding en idyllisk tilværelse.

Men da hun skal genvinde sin hukommelse, som er forsvundet efter et fald, opdager hun, at virkeligheden er en helt anden end den, hun får fortalt af sine nærmeste.

Derfor sætter hun alt ind i svaret på sandheden.

Det er omdrejningspunktet i Viaplays psykologiske thrillerserie "Close to me", som har den danske Hollywood-stjerne Connie Nielsen i den kvindelige hovedrolle.

- Det er en af de mest spændende præmisser for at tale om kvinders midtlivskriser på en helt ny måde. Eller rettere sagt for første gang, for jeg kan ikke komme i tanke om at have set det før, siger Connie Nielsen.

- Når kvinder kommer i overgangsalderen, har samfundet et billede af, at vi mister noget af os selv. Min serie handler om lige netop nej, vi gør ej! Vi mister ikke seksualiteten eller noget som helst andet.

- Vi gennemgår en hård omgang, ja, men kommer ud på den anden side til noget meget dybt og smukt: Vi bliver os selv og har tilmed et helt livs erfaring. Det kan være virkelig skræmmende for nogle mænd, at i det øjeblik, du finder din indre kraft, skaber det en ubalance, som ændrer forholdet.

Tæt på sig selv

"Close to Me" er også "Close to Connie".

Det er hendes store passionsprojekt, og foruden at stå foran kameraet er skuespillerinden også bag serien som executive producer.

Hvorfor hun er det, illustrerer hun ved at hive sin telefon frem.

- Nu skal jeg vise dig noget: Hvis du scroller igennem streamingtjenesterne - faktisk dem alle sammen - er det sjældent, du ser en kvindes ansigt alene på plakaten - medmindre hun er seksualiseret, siger Connie Nielsen.

- Jeg har intet imod seksualisering, og jeg mener, at enhver kvinde skal nyde sin seksualitet så meget, som hun overhovedet har lyst til! Men det irriterer mig, hvis det er det eneste billede, vi har af kvinder.

- Så når jeg får sådan et manuskript tilsendt, vil jeg gerne gå all in på, at det bliver lavet. Det er vigtigt. Også for kvinderne, understreger den 56-årige skuespillerinde.

Er kommet med input

Det er sjældent, at manuskripter som det lander hos hende.

Og er hun selv kommet med input til at vise flere nuancer i den rolle, hun har været i forhandling om, har hun oplevet at blive verfet væk.

Tre gange har det ligefrem ført til en fyreseddel, fortæller hun.

- Jeg ser mig selv som en meget venlig person. Jeg banker ikke i bordet, er grov eller kalder folk navne. Jeg sætter bare spørgsmålstegn ved det, der undrer mig. Men bare det er dårligt, hvis du er kvinde.

- Samtidig er der også en interesse i, at den kvindelige rolle skal være interessant, og det arbejde laver jeg jo allerede i processen op til. Er der døre, der er blevet lukket af den grund - og det er der helt sikkert - så er det heller ikke døre, jeg vil ind ad, understreger hun.

Befamlet af Weinstein

Connie Nielsen nægter at lade sig kue.

Hun har for nylig skrevet en leder i det toneangivende amerikanske magasin Variety om sine oplevelser med undertrykkelse i filmbranchen og om dengang, den detroniserede og nu dømte producer Harvey Weinstein lagde en hånd på hendes lår.

- Jeg kommer fra Frederikshavn. Det giver lidt med i posen. Det tror jeg virkelig, det har gjort. Hvis du har cyklet fem kilometer i modvind hver eneste morgen for at komme i skole, og vinden er vendt mod dig igen, når du skal hjem, så får du nogle ekstra kræfter.

- Og så gav min far, som var meget militæragtig, også os børn modstandskraft og rebelskhed med, fortæller hun.

Connie Nielsen er født med rødt og hvidt blod i årerne.

Hun kom til verden i København og er opvokset i Helsingør og siden helt nordpå i Frederikshavn.

Rejste til Paris

Som teenager rejste Connie Nielsen til Paris for at studere drama og medvirkede der i flere franske film.

Hollywood så også hendes talent, og Connie Nielsen landede sin første store rolle i "Djævlens advokat" med Al Pacino, Charlize Theron og Keanu Reeves.

Ved årtusindskiftet kom det helt store gennembrud i Ridley Scotts oscarhædrede storfilm "Gladiator" over for Russell Crowe og Joaquin Phoenix.

Allerede dengang mødte hun en mandsdomineret branche, hvor hun som kvinde helst bare skulle tie, og hun måtte gøre den nordjyske modvind til en del af sin egen modstandskraft.

- Jeg har læst, at Ridley Scott engang har sagt, at min perfektionisme var lidt irriterende. Men jeg tror i virkeligheden, at det, han syntes, var irriterende, var, at jeg i det hele taget sagde noget. For han sagde ikke, at Russell Crowes perfektionisme var irriterende, fortæller Connie Nielsen.

- Når jeg påpegede noget, var det først og fremmest, fordi noget var fuldstændig ulogisk, eller hvis jeg manglede informationer. Jeg kan da ikke have været irriterende, i forhold til hvad han havde med at gøre - alle de største skuespillere og så lille mig.

- Men det var åbenbart okay fra mændenes side. Det var bare ikke okay, når jeg gjorde det samme. Og jeg havde jo immervæk den kvindelige hovedrolle.

Vil ikke gå på kompromis

Med alderen kommer omend endnu mere mandsmod, og Connie Nielsen vil ikke gå på kompromis med sine roller.

De skal vise alle facetter af en kvinde frem, og selv knokler hun for inklusion og repræsentation.

- Jeg føler, jeg står et rigtigt spændende og skønt sted. Og får jeg lov og finansieringen på plads, har jeg en lang række spændende og inspirerende historier, jeg gerne vil fortælle, og som viser kvinder: I er synlige, I eksisterer!

De danske aner - dem, der har blæst kampgejst ind i hende - fornægter sig ikke.

Både privat og professionelt er Connie Nielsen stadig nært knyttet til sit fødeland.

Hun havde en af hovedrollerne i Susanne Biers barske drama "Brødre" i 2004 og blev belønnet med en bodilstatuette for sin præstation.

Elsker stadig Danmark

Hun har også medvirket i Lars von Triers "Nymphomaniac", ungdomsfilmen "Kidnappet" og senest DR-dramaet "Liberty".

- Jeg har altid elsket at være her, undtagen i mine teens, hvor det ikke var så sjovt. Men jeg elsker Danmark og at arbejde her. Det er så dejligt, fortæller hun begejstret.

Connie Nielsen har i mange år boet nær den kendte amerikanske kystby San Francisco, men i øjeblikket befinder hun sig på denne side af Atlanten.

Connie Nielsen fik sit helt store internationale gennembrud i Ridley Scotts storfilm 'Gladiator'.
Connie Nielsen fik sit helt store internationale gennembrud i Ridley Scotts storfilm "Gladiator".

Du kan tage nordjyden ud af Danmark, men ikke tage Danmark ud af nordjyden.

- De danske rødder er aldrig gået væk, og jeg føler mig ikke som en udenlandsdansker. Jeg snakker dansk, og når jeg kommer til Skagen, slår jeg direkte over i nordjysk, eller bare når jeg snakker i telefon med mine veninder deroppefra, som jeg ser stadig efter alle de år på distancen.

- Min lille søn elsker, elsker, elsker også Danmark, og han nægter rent ud sagt at tage hjem, fortæller Connie Nielsen med et grin.

- Han bliver ved med at sige: Mor, vi skal flytte hertil - nu! Og så må jeg sige: Bryce, du har din skole, og vi har vores hus og alting der.

"Close to Me" har premiere på streamingtjenesten Viaplay 12. september.

Powered by Labrador CMS