Tilbage på Badehotellet

Andreas Jebro glæder sig over at være en del af castet på tv-serien "Badehotellet", hvor hans kone spiller en af hovedrollerne.

Andreas Jebro og hans kone, Amalie Dollerup, der er forældre til sønnen August blev gift i 2017. (Arkivfoto).
Andreas Jebro og hans kone, Amalie Dollerup, der er forældre til sønnen August blev gift i 2017. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Andreas Jebro og hans kone, Amalie Dollerup, er begge en del af castet i den niende sæson af "Badehotellet".

I den populære tv-serie spiller ægteparret henholdsvis modstandsmanden Claus Villumsen og hotelbestyrerinden Amanda.

- Det har været en stor glæde igen at være fælles om et projekt, som er så godt at lave, fortæller han.

Så dejligt

Den 37-årige skuespiller tjekkede ind i sæson otte af "Badehotellet".

Parret har haft krydsende historier i den aktuelle sæson, så de har ikke haft glæde af hinanden på settet. Til gengæld har de haft en masse at tale om, når de er kommet hjem.

- Vi har været inde og optage på forskellige tidspunkter og dage. Så der har vi bare kunnet komme hjem helt friskt og sige: "Jeg har været på arbejde i dag, og har oplevet det her". Det er så dejligt, fortæller han.

Lidt pressede

Andreas Jebro og Amalie Dollerup er forældre til sønnen August på to år. Og skuespilleren er taknemmelig for, at de har et godt netværk, der vil give en hjælpende hånd, når der er behov for det.

- Der har været dage, hvor at når far kom hjem, så er mor lige gået og omvendt, fortæller han og fortsætter:

- Vi har været dejligt privilegerede, at vi både har en rigtig god institution og nogle gode bedsteforældre, som har været med til at tage hånd om det, når vi har haft lidt pressede arbejdsforhold, fortæller han.

"Badehotellet" kan ses mandag aften klokken 20 på TV 2 eller streames på TV 2 PLAY.

BADEHOTELLET

Badehotellet er en dansk drama-komedie TV-serie, som primært er indspillet i studier ved Albertslund i Storkøbenhavn på Sjælland. Enkelte scener er dog indspillet ved Vesterhavet i Svinkløv, Slettestrand og Grønnestrand i Nordjylland.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS