TV 2-vært forsvinder fra skærmen
Michael Robak forlader stillingen som nyhedschef hos TV 2 Lorry og bliver i stedet en del af morgenholdet på Radio4
En ny stemme kan fra i dag høres på Radio4's morgenprogram "Radio4 Morgen".
Stationen udvider nemlig sit tidlige værtshold med den erfarne tv-mand Michael Robak.
Det oplyser Radio4 i en pressemeddelelse.
Helt rigtige tidspunkt
- Jeg har altid tænkt, at jeg på et tidspunkt gerne ville lave radio, så jeg er meget glad for, at muligheden nu opstod - på det helt rigtige tidspunkt, lyder det fra Michael Robak, der kommer fra en stilling som nyhedschef på TV 2 Lorry.
Før det har han haft en række forskellige lederstillinger hos TV 2, været vært på "Go' Morgen Danmark", samt klummeskribent og brevkasseredaktør hos Alt for Damerne.
Forbandet godt selskab
Derudover er han forfatter til to romaner.
Men nu gælder det nyheder på lyd i de tidlige morgentimer.
- Michael Robak har et stærkt øje for de historier, som optager danskerne, og så er han uomtvisteligt forbandet godt selskab, så vi glæder os til at slippe ham løs i æteren, siger Radio4’s nyheds- og aktualitetschef, Jon Hasselbalch Mikkelsen.
Michael Robak indgår som femte vært på morgenholdet, der i forvejen tæller Kasper Harboe, Dagmar Eben Østergaard, Jacob Grosen og Anne Phillipsen.