Uhelbredeligt syg af kræft

Skuespiller Esben Dalgaard fik konstateret kræft, mens han deltog i sundhedsprogrammet "12 uger i helvede". Nu forsøger han og familien at finde fodfæste igen

Privat er Esben Dalgaard gift og er far til to døtre. (Arkivfoto)
Privat er Esben Dalgaard gift og er far til to døtre. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Som skuespiller bruger Esben Dalgaard sin krop som en del af sit udtryk, og han har transformeret den flere gange.

Den 45-årige skuespiller tog 30 kilo på i rollen som soldat i den stort anlagte serie "1864".

Kort efter medvirkede han i DR-dramaet "Bankerot" og portrætterede en mand, som netop var blevet løsladt, og der passede den polstrede krop ikke.

Senere kom kiloene på igen i rollen som nissen Grot i julekalenderen "Tinka og Kongespillet".

Væk var de atter, da Esben Dalgaard indtog hovedrollen i den romantiske komedieserie "Hånd i hånd".

Og senest tikkede nålen på badevægten endnu en gang til højre, da han indspillede den nye Netflix-thriller "Kastanjemanden".

Gør op med yoyovægt

Derfor kom muligheden for at deltage i programmet "12 uger i helvede" mere end belejligt efter en årrække med yoyovægt.

- På egen hånd havde jeg tabt 20-25 kilo, men jeg havde nærmest ikke en muskel i kroppen. Så det var en god videreførelse af det, jeg allerede var i gang med, fortæller Esben Dalgaard.

- Jeg ville gerne et andet sted hen med min krop, og forløbet kunne også være med til at normalisere mit kostindtag og min træningsfrekvens.

Esben Dalgaard har qua sit virke været ude i ekstremerne. Han har drukket kakao midt om natten og spist hvidt brød med tandsmør for at tage på.

Når han har skullet høvle de overflødige kilo af til en helt anden rolle, har han prøvet ketokost, som forsager kulhydrater.

Selv om begge metoder har været effektive, har det ikke været sundt, men det har været hans eget valg, understreger han.

- Jeg vil gerne kunne spille alt - jeg har også fået lov til at brede paletten ud - og det kan jeg blandt andet ved at være en kamæleon, som skifter figur, siger den prisbelønnede skuespiller.

Blev sundere

At ændre skikkelse gjorde Esben Dalgaard også under "12 uger i helvede" – denne gang som privatperson.

Han kom ned i fedtprocent, op i muskelmasse og så normaliserede kolesteroltallet sig.

I programmet gennemgik Esben Dalgaard sammen med kollegerne Iben Hjejle og Anne Louise Hassing, tv-vært Signe Lindkvist, musikproducer Cutfather og multiartist Simon Jul et intenst eksperiment med skærpet fokus på kost og motion.

Hver evig eneste dag skulle de powerwalke en time foruden al den øvrige træning. De fastede 16 timer i døgnet, og i de 8 timer, spisevinduet var åbent, var der kun sund mad på tallerkenen.

Alkohol og sukker var absolut forbudt.

Programmet hedder "12 uger i helvede" af en årsag, for det er benhårdt, understreger Esben Dalgaard. Men faktisk præsterer han i kropslig sammenhæng bedst under pres.

Det er alt eller intet, men Esben Dalgaards ønske er at opnå en naturlig balance.

- Jeg er god til at pine mig selv, når jeg skal nå et mål. En af mine svære udfordringer er at finde motivationen i det almindelige hverdagsliv.

- Jeg jagter det stadigvæk, for jeg har desværre ikke fundet den endnu. Men det har min sygdom også haft noget at gøre med.

Fik konstateret kræft

Esben Dalgaards deltagelse i "12 uger i helvede" ændrede sig, da livet tog en alvorlig drejning.

Den modermærkekræft, han blev behandlet for i 2012, er vendt tilbage og har spredt sig til store dele af kroppen. Sygdommen er fremskreden i ryg, mave, hals, bryst og flere steder i leveren.

Det viste skanninger og de adskillige prøver, han fik foretaget i foråret efter at have opdaget knuder flere steder i kroppen.

Op til var han udmattet. Fucking færdig, som han beskriver det.

Da han fik diagnosen, understregede lægerne, at han ikke måtte tabe sig mere. Kroppen har brug for energi til det krævende behandlingsforløb, Esben Dalgaard straks kom i.

- Det var et kæmpe chok, og jeg registrerede meget hurtigt, at jeg hverken havde de fysiske og mentale kræfter til at hive mig selv op, fortæller Esben Dalgaard.

- Jeg var frustreret over, at forløbet blev afbrudt, for jeg følte, jeg spildte det hele på gulvet, fordi jeg ikke kunne holde stamina i det. Men i min situation skal man prøve at begrænse, hvad man er ærgerlig over og i stedet kigge på, at himlen er blå. Det øver jeg mig stadig på.

Uhelbredeligt syg

Esben Dalgaard er i behandling med immunterapi, som skal få kroppens eget immunforsvar til at bekæmpe kræften.

Lægerne betegner Esben Dalgaards sygdom som uhelbredelig. I bedste fald kan immunterapien slå en del af kræften ned og begrænse yderligere spredning.

- Jeg venter stadig på de afgørende resultater for, hvordan behandlingen virker på mig. Derfor er jeg stadig i en eller anden form mental choktilstand.

- Men jeg synes, at vi stille og roligt begynder at få en form for fodfæste igen i familien, efter at den ekstreme grad af chok har lagt sig. Og så skal vi til at finde de gode vaner frem igen.

Er stadig rystet

Selv om det hænger uløseligt sammen, skal psyken være stabil, for at det fysiske overskud kommer.

Især spinning, styrketræning og et spisevindue på otte timer bringer ham i balance, og det er den sundhedsmæssige treenighed, han stiler efter, når han lander på begge fødder igen.

- Vågner man i dårligt humør, er vejen til fitnesscentret længere. Psykisk har jeg det okay, men er selvfølgelig stadig rystet.

- Fysisk har jeg det ganske udmærket. Jeg mærker faktisk ikke noget til min sygdom. Jeg er arbejdende og i fuld vigør, og det er meget vigtigt for mig at sige, understreger han.

Gør klar til ny stor serie

Esben Dalgaard har lige lagt sidste hånd på en ny film om "Krummerne", og så gør han klar til en ny, stor DR-serie.

Hverdagen og familien holder ham motiveret på de parametre. I forhold til træning og livsstil er det noget helt andet:

- Jeg kan godt lide at se på halvnøgne mænd som Dwayne "The Rock" Johnson og Arnold Swarzenegger. De der hysterisk pumpede superstjerner får jeg et kick af, og det inspirerer mig til selv at komme afsted, siger Esben Dalgaard.

- Man kan grine af det - det gør jeg også selv - men jeg ved, hvad det kræver at se sådan ud. De står ikke op søndag morgen og spiser en basse. Det er benhård dedikation. Jeg ser op til folk, der kæmper, knokler og gør sig umage, uanset hvad de laver.

Esben Dalgaard bruger som skuespiller sin krop som en kamæleon. Han ændrer den efter sine roller. (Arkivfoto)
Esben Dalgaard bruger som skuespiller sin krop som en kamæleon. Han ændrer den efter sine roller. (Arkivfoto)

Esben Dalgaard kæmper, knokler og gør sig umage. Han noterer sine træningspas i kalenderen, og det forpligter.

På det punkt er det alt eller intet.

- Nogle gange må man bare gøre det og komme afsted, for er du først i en dårlig spiral, bliver den ikke brudt, medmindre du gør det. Det er heller ikke sjovt at børste tænder eller tørre sig, men det gør man alligevel, siger Esben Dalgaard.

- Man må indgå en aftale med sig selv. Hvis du nu skulle til møde med dronningen eller præsidenten, så havde du nok også gjort det. Nu står der så et lige så vigtigt møde, nemlig et med dig selv. Det giver følelsen af at have det godt i sin krop.

"12 uger i helvede" bliver sendt på Kanal 5 og Discovery+ hver torsdag.

Symptomer du skal være opmærksom på

Der findes mange former for kræft og derfor er det ikke muligt at angive nogle helt eksakte symptomer, der dækker alle kræftformer bredt.

Vil du vide mere om symptomerne for de forskellige kræftformer, så gå ind under dem her:Forskellige former for kræft du skal være opmærksom på

Der findes mange former for kræft og derfor er det ikke muligt at angive nogle helt eksakte symptomer, der dækker alle kræftformer bredt.

Vil du vide mere om symptomerne for de forskellige kræftformer, så gå ind under dem her:

Analkræft (endetarmsåbningen)

Binyrebarkkræft

Binyremarvkræft

Blærekræft

Brystkræft

Brystkræft hos mænd

Bugspytkirtelkræft

Endetarmskræft

Galdeblære- og galdegangskræft

Hernetumorer

Hudkræft

Knoglemarvskræft (myelomatose)

Leukæmi (blodkræft)

Leverkræft

Livmoderhalskræft

Livmoderkræft

Lungehindekræft (mesoteliom)

Lungekræft

Modermærkekræft

Næse- og bihulekræft

Nyrekræft

Peniskræft

Prostatakræft – kræft i blærehalskirtlen

Skedekræft

Spiserørskræft

Spytkirtelkræft

Strubekræft

Symptomer på Tarmkræft

Svælgkræft

Testikelkræft

Tyndtarmskræft (kræft i tolvfingertarmen)

Urinrørskræft

Æggestokkræft

Øjenkræft

Screening for kræft

null
Powered by Labrador CMS