Verdenskendt musiker tilbage i Danmark

Den spanske sanger Enrique Iglesias optræder i Royal Arena i København den 3. juni 2018. Det er første gang i ni år, at Grammy-vinderen gæster Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Spanske Enrique Iglesias har ikke givet koncert på dansk grund siden 2009, men det bliver der lavet om på til sommer.

Den spanske sangstjerne skal nemlig optræde i Royal Arena i Ørestad i København den 3. juni 2018 som en del af sin kommende verdensturné.

Det annoncerer Friendly PR i en pressemeddelelse med ordene: Verdenskendt musiker tilbage i Danmark.

Enrique Iglesias, der er søn af sangeren Julio Iglesias, giver dermed sin første koncert i kongeriget siden 2009, hvor han optrådte i Horsens.

Debuterede for 22 år siden

Enrique Iglesias albumdebuterede i 1995 med sin selvbetitlede plade og har indtil videre udgivet ni studiealbum.

Han er især kendt for nummeret “Hero” fra albummet “Escape”, der udkom i 2001.

Den 42-årige grammyvindende sanger har også lavet andet end musik og har blandt andet medvirket i successerierne “Two and a Half Men” og “How I Met Your Mother”.

Mange store koncerter i vente

Enrique Iglesias er blandt de seneste verdenskendte artister, som er blevet annonceret i Royal Arena til næste år.

Også heavy metal-veteranerne Iron Maiden, den Oscarvindende sanger Sam Smith og det tidligere Pink Floyd-medlem Roger Waters er blandt de optrædende i Royal Arena i 2018.

Ligeledes har mega-bandet U2 meldt sin ankomst til Danmark i 2018 – men det vides endnu ikke, om det bliver Royal Arena, der skal lægge trægulv til det irske band.

Powered by Labrador CMS