Vil savne sin nære ven
De var nære venner efter tv-succesen
Flere af de skuespillere, der medvirkede i tv-succesen "Matador", har reageret, efter at seriens forfatter, Lise Nørgaard, søndag døde i en alder af 105 år.
En af dem er Malene Schwartz, der spillede en af seriens helt store roller som Maude Varnæs, hustru til Hans Christian Varnæs, som var bankdirektør i Korsbæk Bank.
Aldrig gammel af sind
- Lise var en nær ven af mig og min mand Paul Hammerich. Hun og jeg korresponderede ofte, og jeg har mange gange haft den store glæde at spise frokost med hende på forskellige restauranter, sidst på Café Victor.
- Lise blev aldrig gammel i sit sind. Derfor var hun altid en glæde og fornøjelse at være sammen med. Jeg vil savne hende, skriver Malene Schwartz til Ritzau.
Også Per Pallesen, der spillede rollen som tjener Severin Boldt på Jernbane Restauranten, har gode minder om Lise Nørgaard.
Ikke til at banke hjem
Han så hende senest til en middag.
- Hun var still going strong, siger Per Pallesen til TV 2 Nord.
- Klokken halv tolv, hvor vi andre var ved at segne af træthed, bad Lise om sort kaffe og var ikke til at banke hjem, siger han.