Vild video: Sådan blev sølvmedaljer fejret

Det gik ikke helt stille for sig

Der blev ingen guldfest - lørdag blev der taget revanche.
Der blev ingen guldfest - lørdag blev der taget revanche.
Udgivet Opdateret

"Sølv kan også noget. Tusind tak for opbakningen DK".

Sådan skriver håndboldtræner Nikolaj Jacobsen et opslag på Instagram.

I det ses, hvordan sølvvinderne afsluttede dette års OL.

Håndboldherrerne fejrede sølvmedaljerne ved OL i Tokyo til ud på de sene nattetimer.

Da den umiddelbare skuffelse over finalenederlaget til Frankrig havde lagt sig, tog spillerne hen på den danske ambassade i Japans hovedstad, hvor der blev serveret hotdogs og drikkevarer.

Det fortæller Henrik Møllgaard, der først lagde sig til at sove klokken 06.30 søndag morgen lokal tid.

- Der var nogle få og hurtige taler, hvilket var helt perfekt, og så var der ellers bar og pølsevogn.

- Det var et fremragende arrangement, siger forsvarsspilleren.

Øl i stride strømme

Landstræner Nikolaj Jacobsen lagde i løbet af natten en video ud på Instagram fra festlighederne.

Her blev Mathias Gidsel i bar overkrop - siddende på skuldrene af en holdkammerat - overdænget med drikkevarer, inden han til sidst blev væltet ud over et bord.

- Det er altid hyggeligt at smide rundt med Gidsel. Det er han vant til fra håndboldhallerne, men også fra festerne efterhånden, siger Møllgaard.

På grund af regnvejr over Tokyo måtte spillerne og de øvrige festdeltagere trække ind under en overdækning.

- De var dygtige på ambassaden. Det var godt, at vi ikke var inde i OL-byen. Både på grund af vejret, men også fordi vi nok ikke kunne holde vores kæft og være respektfulde over for de andre atleter, siger Møllgaard.

Ingen guld-fest

Da landsholdet tilbage i januar vandt VM-guld i Egypten, blev festen aldrig det store sus, og det fik spillerne taget revanche for natten til søndag i Tokyo.

- Vi havde glædet os til en anden fest. Det talte vi om i januar, hvor vi bare var os spillere oppe i et lille fællesrum.

- Vi er jo rigeligt sammen med hinanden, så det var fedt i aftes og nat, at der var så stor en dansk delegation, så det blev en meget bedre fest end i januar, siger Møllgaard.

Både tidligere landsholdsspillere og tv-værter lader til at synes meget godt om det opslag.

Danske medaljer, OL i Tokyo

Guld: Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen, banecykling, parløb Guld: Viktor Axelsen, badminton, herresingle
Guld: Anne-Marie Rindom, sejlsport, laser radial

Sølv: Håndbold, herre Sølv: Jesper Hansen, skydning, skeetskydning
Sølv: Frederik Rodenberg, Niklas Larsen, Rasmus Lund og Lasse Norman Hansen, banecykling, 4 km holdforfølgelsesløb Sølv: Amalie Didriksen og Julie Leth, banecykling, parløb

Bronze: Pernille Blume, svømning, 50 m fri
Bronze: Frederic Vystavel og Joachim Sutton, roning, toer uden styrmand Bronze: Emma Aastrand Jørgensen, kajak, 200 m
Bronze: Emma Aastrand Jørgensen, kajak, 500 m

Kilde: Danmarks Idrætsforbund

Lasse Svan Hansen så søndag eftermiddag lokal tid knapt så frisk ud, som han ellers normalt gør inde på håndboldbanen, men han forsikrede om, at han skam havde det godt og faktisk også havde fået sovet.

- Det var dejligt at få lov til at blive sluppet løs.

- Vi lavede også et stort resultat i januar, som fortjener at blive fejret ordentligt.

- Det blev måske lidt glemt dengang, selv om vi alle husker det. Så for mit vedkommende, så fejrede jeg også VM nu her. Det er også værd at fejre, at vi har fået en OL-medalje, siger Lasse Svan Hansen.

En bus, der kørte fra ambassaden ved femtiden om natten, sørgede dog for, at spillerne endte hjemme i deres seng i OL-byen.

Powered by Labrador CMS