Artister presses til at tage stilling til Israel
DR læner sig op ad Eurovision-arrangøren European Broadcasting Company i forhold til Israels deltagelse
Eurovision har i årevis erklæret sig som en upolitisk begivenhed, der skal samle folk om musikken.
Men Israels krig i Gazastriben efter Hamas' angreb på Israel i oktober har fået debatten om Israels deltagelse i det internationale melodigrandprix i Malmø i maj til at blusse op.
Oplever hård retorik
Artister, som stiller op i det danske melodigrandprix, oplever, at retorikken er hård, når de bliver spurgt om deres holdning til Israels deltagelse. Det skriver Gustav Lützhøft, ledende redaktionschef for DR Kultur, Debat og Musik, i et opslag på det erhvervsorienterede sociale netværksmedie LinkedIn.
- Situationen berører os alle. Men debatten har også resulteret i, at artister oplever et voldsomt pres og ubehagelige henvendelser i forhold til at tage stilling til en kompliceret udenrigspolitisk konflikt, skriver han og fortsætter:
Aldrig ok med pres på artister
- I Danmark er ordet frit. Det er en central del af DR's rolle at værne om den frihed, og vi både respekterer og deltager i debatten. Men det bliver aldrig o.k. at lægge pres på danske artister for at forhindre dem i at udføre deres kunst.
Lørdag aften afholdes Dansk Melodi Grand Prix, hvor det bliver afgjort, hvilken sang vi sender til Sverige.
Læner sig op af Eurovision-beslutning
DR har tidligere meddelt, at public service-stationen læner sig op ad Eurovision-arrangøren European Broadcasting Company (EBU) i forhold til Israels deltagelse.
Den beslutning understreger Gustav Lützhøft i opslaget på LinkedIn.
- DR stiller op til Eurovision som et bidrag til det fællesskab og den internationale kulturbegivenhed, der har samlet nationer i mere end 50 år. Det er ikke noget, artister eller sangskrivere skal stå på mål for, skriver den ledende redaktionschef for DR Kultur, Debat og Musik.
Så sent som for få dage siden fastholdt EBU Israels deltagelse.
- Vi sammenligner ikke krige
Ifølge EBU-chef Noel Curran opfylder den statslige israelske tv-station, KAN, alle krav for at kunne deltage.
Det har vakt harme, at Israel ikke udelukkes, som Rusland er blevet det efter invasionen af Ukraine i 2022. Her svarede Noel Curran, at det ikke er EBU's opgave at sammenligne krige.
Dansk Melodi Grand Prix sendes på DR1 og DRTV lørdag klokken 20.00.