Arsène Wegner fylder 75 år
Den gamle franske fodboldtræner prøver nu at udvikle fodbolden hos Fifa
I en svunden tid ankom en fransk fodboldtræner til Premier League. Arsène Wenger.
Det var i 1996. En tid, hvor Manchester City var en parentes i det europæiske fodboldlandskab, og hvor 1,3 milliarder kroner udgjorde ligaens samlede transferomkostninger og ikke en enkelt klubs.
På det tidspunkt blev Arsène Wenger ansat som manager i Arsenal.
I dag, den 22. oktober fylder han 75 år.
Udødeliggjorde sig selv
I takt med at Wenger cementerede Arsenal som tophold i den bedste engelske fodboldrække, udviklede ligaen sig til at være verdens største og bedste liga.
Han udødeliggjorde sig selv i den rødlige del af Nordlondon, da han i 2003/2004-sæsonen førte Arsenal til tops i Premier League uden at tabe en eneste kamp, hvilket klubbens fans verden over stadig lever højt på.
Wengers knap 22 år i spidsen for klubben vil næppe blive overgået.
Fjerdepladser
I slutningen af sin tid i Arsenal blev Wengers mange fjerdepladser lidt af en vittighed og gjorde, at flere og flere fans gerne så en ny mand på trænerposten.
Men da han forlod Arsenal i 2018, gik der ikke længe, før fansene drømte sig tilbage til Wenger-dagene med fast abonnement til Champions Leagues gruppespil.
Efter endt trænergerning trådte Arsène Wenger ind i en rolle som chef for global udvikling af fodbold hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Siden han tiltrådte den rolle i 2019, har hans arbejde ikke modtaget samme grad af applaus, som han fik for sit trænerhverv.

Hjernevaskelse og politik
Træneren for det norske fodboldlandshold, Ståle Solbakken, har tidligere kritiseret trænerlegenden. Blandt andet har Solbakken sagt, at Fifa har hjernevasket franskmanden.
I forbindelse med den seneste VM-slutrunde udtalte Wenger også, at de hold, som fokuserede på politik i stedet for spillet på banen, præsterede dårligst.
En udtalelse, som flere fodboldpersonligheder har kritiseret ham for.
Udtalelsen henviser til sagen med det OneLove-anførerbind, som blandt andet det danske landshold ikke ustraffet kunne iføre sig.
I sin rolle som global fodboldudvikler har Wenger foreslået en række nye tiltag.
Mest markante er hans forslag om at ændre offside-reglen til angribernes fordel, forslag om kortere kampe, forslag om en udvidelse af VM-slutrunderne, samt forslag om at der skal afholdes VM hvert andet år i stedet for hvert fjerde år.
Allerede om to år effektueres udvidelsen af VM, når verdens 48 bedste landshold i stedet for de vanlige 32 skal dyste i USA, Canada og Mexico i 2026 om at blive klodens bedste fodboldlandshold.