'Borgen' får nye ansigter i musical-udgave
- Hun er en stor sanger og en stor skuespiller, og jeg glæder mig vanvittigt til samarbejdet
Birgitte Nyborg skifter til efteråret tv-skærmen ud med de skrå brædder, når "Borgen" får verdenspremiere som musical og omdanner Slagelse Teater til Christiansborg.
Det bliver dog ikke Sidse Babett Knudsen, der vender tilbage som statsminister, men derimod Maria Lucia, som overtager rollen i musicaludgaven af DR-dramaet.
Det afslører Sjællands Teater og Lion Musicals i en pressemeddelelse.
- Det var Maria Lucias navn, jeg nævnte, da Adam Price på et tidligt møde spurgte, hvem jeg havde i tankerne til rollen, lyder det i pressemeddelelsen fra musicalens instruktør, Martin Lyngbo.
- Hun er en stor sanger og en stor skuespiller, og jeg glæder mig vanvittigt til samarbejdet.
De to første sæsoner
"Borgens" hovedforfatter, Adam Price, har sammen med DR givet Sjællands Teater rettigheder til at opsætte successerien som musical.
Musicalen bliver baseret på seriens to første sæsoner, som blev sendt på DR i henholdsvis 2010 og 2011.

Som Birgitte Nyborgs spindoktor Kasper Juul ses Joachim Kubel i rollen, som på skærmen blev spillet af Pilou Asbæk, mens journalisten Katrine Fønsmark, som blev indtaget af Birgitte Hjort Sørensen i serien, portrætteres af Mathilde Svarrer i musicaludgaven.
Kasper Leisner indtager rollen som Arbejderpartiets formand, Michael Laugesen, der siden bliver chefredaktør på en tabloidavis. I DR-dramaet bliver han portrætteret af Peter Mygind.
Ikke fuldtalligt
Ensemblet på scenen er dog endnu ikke fuldtalligt.
Der mangler fortsat at blive fundet de sidste seks skuespillere i det samlede cast på i alt 17 personer på scenen.
Blandt andre den dreng, der skal have rollen som Birgitte Nyborg søn, Magnus. Ligeledes skal der også findes unge, lokale musiktalenter fra Slagelse Musikskole, der sammen med professionelle musikere skal udgøre orkestret, som skal spille op til sangene.
Musicaludgaven af "Borgen" får verdenspremiere 30. oktober og spiller frem til og med 23. november.