Dansk skuespiller jubler: Skal være far igen
Simon Sears afslører på sin instagram at ham og hans kone venter deres trejde barn sammen. De har i forvejen to sønner
Den danske skuespiller Simon Sears kan se frem til en helt særlig julegave til december.
Han og hustruen, Ingibjörg Skuladottir, venter sig nemlig deres tredje barn.
Det afslører Simon Sears i et opslag på det sociale medie Instagram, hvor han deler et billede af sin gravide kone.
I opslaget takker Simon Sears hende blandt andet for at være en god mor og tilføjer så:
- Hvad siger du til, at vi gør det en sidste gang, hva'? Okay, skønt! En lille pige ankommer til jul.
Har to sønner
Parret har i forvejen to sønner på henholdsvis otte og fem år. Allerede tilbage i 2022 luftede Simon Sears et ønske om at udvide familien med flere børn.
- Jeg har helt klart lyst til flere. Jeg ved ikke lige, hvornår det skulle passes ind. Men den tid, den glæde, fortalte han i et interview med Ritzau.
Her kom han også ind på, hvad det har betydet for ham at blive far.
- Det kom allermest bag på mig, hvor stor en kærlighed mine børn har skabt inde i mig. Da vi fik barn nummer to, overraskede det mig, hvordan der indeni blev skabt et ekstra rum til den kærlighed, sagde Simon Sears og fortsatte:
Det er sgu en gave
- At blive far er alt det, jeg havde troet, men også alt det, jeg ikke havde troet. De er sgu en gave til livet, de drenge.
40-årige Simon Sears er blandt andet kendt for sin medvirken i spillefilm som "For Evigt" og "Shorta" samt tv-serierne "Den som dræber", "Bedrag" og "Herrens Veje".
Hans 36-årige hustru, Ingibjörg Skuladottir, kommer oprindeligt fra Island og arbejder ifølge magasinet Woman som pædagog.