Dødsfald: Ramt af kræft og en hjernetumor
Datteren kommer med den tirste melding
David Johansen, som var forsanger og det sidste overlevende medlem af punkbandet New York Dolls, er fredag død.
Det bekræfter hans datter Leah Hennessey overfor det amerikanske medie Variety.
Johansen blev 75 år. I februar afslørede han ifølge Variety, at han både havde fremtræden kræft og en hjernetumor.
Han blev diagnosticeret med kræft i 2020, og han kunne ikke optræde i de sidste år af sit liv.
Første koncert juleaften
Johansen begyndte at synge med et lokalt band i Staten Island i USA i 1960'erne.
I 1971 blev han medlem af New York Dolls, og deres første koncert fandt sted juleaften, hvor de optrådte på et herberg for hjemløse.
Bandet udgav sit første album i 1973. Deres musik blev taget godt imod af kritikerne, men solgte ikke godt.
Derfor blev gruppen ifølge Variety i høj grad også kendt for deres liv udenfor scenen.
Det bedste nyeste band
New York Times skriver, at bandet i 1973 blev kåret som både "det bedste nye band" og det "værste band" i en afstemning i Creem magazine.
Variety beskriver, at deres musik satte ord på en stemning af en fremmedgjort ungdom, og at musikken var en skabelon for senere bands som The Ramones.
New York Dolls gik hver til sit i 1976, men de blev genforenet i 2004 og udgav yderligere tre album.
I mellemtiden havde David Johansen optrådt solo. Fra slutningen af 1980'erne og omkring ti år frem, gjorde han det under navnet Buster Poindexter.

Også med i film
Johansen nåede også at medvirke i filmen "Scrooged" fra 1988.
Filmen er baseret på bogen "Et juleeventyr" af den britiske forfatter Charles Dickens, og Johansen spiller en af de tre juleånder.
Ifølge New York Times var hans venskab med skuespiller Bill Murray medvirkende til, at han spillede med i filmen. Rollen var Johansens mest prominente skuespillerrolle.
David Johansen efterlader sig sin hustru, Mara Hennessey, og datteren, Leah Hennessey.