Grevinde Sussie fylder 75 år 

Hvert år overrækker hun og greven hjemmene overskuddet fra Julemærkemarchen, som de tidligere selv tog aktivt del i

Offentliggjort

Grevinde Sussie Hjorhøy fejrer 75-års fødselsdag med fokus på velgørenhed

Grevinde Sussie Hjorhøy, der blev gift med grev Ingolf i 1998, fejrer sin 75-års fødselsdag den 20. februar. Hun har brugt sin juridiske baggrund til at støtte Julemærkehjemmene, som hjælper børn med overvægt og andre udfordringer.

Sammen med grev Ingolf har hun været aktiv i at indsamle midler til Julemærkehjemmene, herunder en rekorddonation på halvanden million kroner sidste år. Parret bor nu i et moderne hus kaldet 'Det Hvide Palæ', efter at have forladt deres tidligere hjem på godset Egeland.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Der er mange måder at møde kærligheden på. For Sussie Hjorhøy skete det, da hun i 1996 som advokat skulle bistå grev Ingolf i forbindelse med bodelingen efter hans mor, arveprinsesse Caroline-Mathilde.

To år senere blev parret gift, og Sussie Hjorhøy, som dermed fik titlen grevinde af Rosenborg, flyttede ind på godset Egeland nord for Kolding, hvor grev Ingolf siden 1967 havde drevet landbrug.

Den 20. februar fylder grevinde Sussie 75 år.

Opvokset i København 

Hun er opvokset i København, og det var også her, at hun siden drev egen advokatvirksomhed med møderet for landsretten.

Siden engagerede hun sig sammen med greven i Julemærkehjemmene, hvor børn, der slås med overvægt eller andet svært, kan få et pusterum fra hverdagen.

Hun er i dag ambassadør for Julemærkefonden. Hvert år overrækker hun og greven hjemmene overskuddet fra Julemærkemarchen, som de tidligere selv tog aktivt del i.

I december sidste år lykkedes det at indsamle knap halvanden million kroner til børnene, hvilket er den hidtil største donation.

Med sin advokatbaggrund har grevinde Sussie desuden kunnet bistå Julemærkehjemmene juridisk.

Grevinde Sussie af Rosenborg, der 20. februar fylder 75, har i mange år været engageret i Julemærkehjemmene. Her deltager hun sammen med grev Ingolf i afsløringen af Julemærket 2024 på Københavns Rådhus.

Det Hvide Palæ

I 2022 flyttede greveparret fra Egeland, da det for grev Ingolf, der netop er fyldt 85 år, kneb med at klare de mange udvendige og indvendige trapper.

I stedet rykkede de ind i et nyt moderne hus, kaldet "Det Hvide Palæ", som de selv har været med til at tegne.

Det ligger i en tidligere frugthave tilhørende godset, som de kan kigge over på.

Greveparret har ingen børn, og de har tidligere fortalt, at det endnu ikke er besluttet, hvordan arven efter dem skal fordeles.

Bisættes i Roskilde 

Til gengæld ligger det fast, at de skal bisættes i Roskilde Domkirke, ligesom grevens kusine, dronning Margrethe.

Hun og den øvrige kongelige familie har greveparret kontakt med i forbindelse med runde fødselsdage og andre større begivenheder.

Senest var de blandt gæsterne, da tronskiftet i januar sidste år blev markeret. Det skete med en festgudstjeneste i Aarhus Domkirke og frokost på Marselisborg Slot.

Powered by Labrador CMS