Ib Michael fylder 80 år
Ib Michael har været rejsefører for generationer af læsere. Med hans bøger har de kunnet opleve Sydamerika, Mexico, Tibet, Kina og Thailand, men også forfatterens egen barndomsby, Roskilde
Ib Michael har været rejsefører for generationer af læsere. Med hans bøger har de kunnet opleve Sydamerika, Mexico, Tibet, Kina og Thailand, men også forfatterens egen barndomsby, Roskilde.
Den 17. januar fylder Ib Michael 80 år.
Flere end 30 udgivelser er det blevet til, siden han debuterede i 1970 med romanen "En hidtil uset drøm om skibe".
Rejseskildringer
Den skrev han, kort inden han drog ud på den første af flere lange rejser - blandt rejsekammeraterne var nu afdøde Troels Kløvedal, skipper på "Nordkaperen".
Rejseskildringer er blot en af de genrer, Ib Michael mestrer. Science fiction, historiske tilbageblik, barndomserindringer og det magiske univers hører også til forfatterskabet.
Eventyrets digter er han blevet kaldt som en anerkendelse af evnen til at bevæge sig mellem fortid og nutid, myte og virkelighed.
Ib Michael blev student fra Roskilde Katedralskole i 1964 og tog siden bifagseksamen ved Københavns Universitet i mellemamerikansk sprog og kultur.
Det skabte interessen for de oprindelige folk i Syd- og Mellemamerika, blandt andet udtrykt i romanen "Mayalandet" fra 1979.
Gennembrudsromanen
Andre kendte bøger er "Kejserfortællingen" fra 1981 og den senere "Kilroy Kilroy", der delvist foregår i Tibet, og som blev gennembrudsromanen.
Årene efter fulgte rejser til Thailand, hvor Ib Michael i en årrække opholdt sig om vinteren for at komme væk fra det danske vintermørke.
Da tsunamien ramte i december 2004, befandt han sig i en bambushytte på feriestedet Ao Sane på øen Phuket. Minutterne under flodbølgen har han beskrevet som nogle af de mest nøgterne i sit liv.
- Døden har været her, og man kan kun være taknemmelig over at være i live, som han udtrykte det til TV 2.
Alvorlig blodprop i hjernen
Et andet vendepunkt skulle han opleve mange år senere, da han i 2022 blev ramt af en alvorlig blodprop i hjernen.
Netop som han var ved at gøre sig klar til at sætte sig i bilen og køre fra sommerhuset i Kikhavn til København, nægtede hans højre hånd at lystre.
Han blev indlagt, og derefter ventede et langt forløb med genoptræning. I bogen "Fra den anden side af solskinnet", der udkom i september 2024, beskriver han, hvordan det har været at vende tilbage til livet.
Sluppet uden de store mén
Til Ritzau fortalte Ib Michael i forbindelse med udgivelsen, at han har det godt og er sluppet uden de store mén.
Dog ville håndskriften på det tidspunkt ikke helt, som han ville, men han kan skrive på sin laptop. Det går bare langsommere.
- Jeg kan skrive, jeg kan udtrykke det, jeg gerne vil, og det er jeg lettet over. Sådan var det ikke i begyndelsen. Det betyder vanvittigt meget. Det er jo min identitet.
En mængde priser
Ib Michael har modtaget en mængde priser, herunder Otto Gelsted-prisen, De Gyldne Laurbær, Det Danske Akademis Store Pris og Danske Banks Litteraturpris. I 1994 blev han tildelt Statens Kunstfonds hædersydelse.
Han har i over 40 år levet sammen med tidligere tv-journalist Hanne Danielsen, som han mødte på "Nordkaperen". De blev gift på øen Tongareva i Stillehavet under et togt med samme skib.