Erling Bonnesen fylder 70 år
- Det er en milepæl at nå til 70 år
Det lakker mod enden for Erling Bonnesen. Altså som folketingsmedlem.
I begyndelsen af november sidste år meddelte Venstre-veteranen, som 28. marts fylder 70 år, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg.
Det betyder, at en æra slutter senest 31. oktober 2026 eller før, alt efter hvornår statsminister Mette Frederiksen (S) trykker på valgknappen.
Den rigtige beslutning
- Det er en milepæl at nå til 70 år. Og da jeg tænkte lidt over det i efteråret, nåede jeg til den konklusion, at jeg er glad for at sidde i Folketinget, men at det er den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt for mig, siger Bonnesen.
Han er efter indstilling af Venstre af Folketinget blevet valgt til Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2025. Det er for en fireårig periode, så lidt af fremtiden efter den politiske karriere er der allerede styr på.
Bonnesen er kendt som en arbejdshest, og som en lun og venlig person.
Han har siddet i Folketinget siden 2004, og han er blandt andet kendt for at have været meget kritisk over for den omdiskuterede CO2-afgift på landbruget. Inden han rettede ind og fulgte SVM-regeringens linje til sidst.

- En ko prutter og bøvser
I et interview med Jyllands-Posten udtalte han, at det var en god idé at lægge en CO2-afgift på varer som mælk og oksekød frem for på produktionen i landbruget.
- En ko både prutter og bøvser. Vi skal leve op til de overordnede klimamål, og det at lægge afgiften i køledisken er en god idé, som er med til at bringe os noget af vejen, sagde han blandt andet til avisen.
Samtidig advarede han mod at lægge afgiften på landbruget. Det vil slå erhvervet ihjel, hvis den rette teknologi ikke er klar, lød det.
Et historisk øjeblik
Bonnesen spillede også en rolle, da det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam i 2023 lige pludselig kun talte grønlandsk fra Folketingets talerstol i en debat om rigsfællesskabet.
Episoden fandt sted, mens Bonnesen var såkaldt tingsekretær og på det tidspunkt sad i formandsstolen.
Han opfordrede Aki-Matilda Høegh-Dam til også at sige det, hun sagde på grønlandsk, på dansk, så de øvrige folketingsmedlemmer kunne forstå, hvad hun sagde. Det nægtede hun.
Simultantolkning
Det endte med at blive startskuddet til, at der i dag er simultantolkning i Folketinget.
- Det var et historisk øjeblik, konstaterer Bonnesen.
Fra 1994 til 2006 var Bonnesen borgmester i Broby Kommune på Fyn. I 2003 blev han af magasinet Danske Kommuner udpeget som en af de mest indflydelsesrige borgmestre.