Kong Charles kørt på hospitalet

Hans program for fredag er nu blevet aflyst

Offentliggjort

Kong Charles aflyser planer på grund af bivirkninger fra kræftbehandling

Kong Charles har været nødt til at aflyse sine planer for torsdag og fredag efter at have oplevet bivirkninger fra sin kræftbehandling. Buckingham Palace har meddelt, at kongen har gennemgået en kort periode med observation på hospitalet, men er nu vendt tilbage til Clarence House.

Kongen, der blev diagnosticeret med kræft i februar 2024, fortsætter sin behandling i 2025. Selvom hans officielle forpligtelser er blevet aflyst, vil han fortsat arbejde med statspapirer og telefonopkald fra sit kontor.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den britiske kong Charles har været nødt til at aflyse sine planer for torsdag og fredag, efter at han har oplevet "bivirkninger" fra den behandling, han modtager for sin kræftsygdom.

Det oplyser Buckingham Palace i en udtalelse.

- Efter planlagt og løbende medicinsk behandling for kræft her til morgen, oplevede kongen midlertidige bivirkninger, der krævede en kort periode med observation på hospitalet, lyder det.

Aflyser program 

- Hans Majestæts forpligtelser for eftermiddagen blev derfor udskudt.

Hans program for fredag er ligeledes blevet aflyst, hvilket sker på anbefaling fra kongens læger, fremgår det.

Den 78-årige konge er efter torsdagens ophold på hospitalet vendt tilbage til sit hjem i Clarence House. Det er en af de kongelige boliger i den britiske hovedstad, London.

Buckingham Palace meddelte i februar 2024, at kongen havde fået diagnosticeret kræft. Det har dog aldrig oplyst, hvilken form for kræft han har.

Kong Charles' sygdom blev opdaget i forbindelse med behandling af forstørret prostata. Men der er ikke tale om prostatakræft, har kongehuset oplyst. (Arkivfoto).

Behandlingen fortsætter 

Sygdommen blev opdaget i forbindelse med behandling af forstørret prostata. Men der er ikke tale om prostatakræft, har kongehuset oplyst.

Behandlingen af sygdommen vil dog fortsætte i 2025, sagde Buckingham Palace i december sidste år.

Ifølge det britiske medie BBC vil kong Charles fra Clarence House fredag fortsat arbejde på "statspapirer" og foretage telefonopkald fra sit kontor.

Ambassadører og begivenheder 

En talsperson siger til BBC, at Charles torsdag havde planlagt møder med tre ambassadører, og at han fredag skulle være rejst til Birmingham, hvor han var inviteret til fire forskellige begivenheder.

Hvilken slags bivirkninger, kong Charles har oplevet, fremgår ikke.

Kong Charles blev kronet i maj 2023 ved en stor ceremoni i Westminster Abbey i London. Otte måneder forinden døde hans mor, dronning Elizabeth. Hun var Storbritanniens regent i 70 år.

Powered by Labrador CMS