Naveed Baig fylder 50 år

- Vi prøver ikke at lave islam om. Men vi vil forsøge at få muslimer med til at kunne kritisere problematiske forhold ved udøvelsen af religionen

Offentliggjort

Naveed Baig: Danmarks første hospitalsimam og brobygger mellem trosretninger

I 2005 blev Naveed Baig Danmarks første hospitalsimam, hvilket markerede en vigtig anerkendelse af muslimers ret til åndelig omsorg på hospitaler. Hans rolle gjorde det muligt for muslimske patienter at modtage spirituel vejledning, ligesom kristne patienter allerede kunne.

Naveed Baig har arbejdet for at fremme dialog mellem forskellige trosretninger, blandt andet gennem sin bog 'Dansk Muslimsk Manifest'. Selvom han har mødt kritik, som da han aflyste deltagelse i en tværreligiøs middag, fortsætter han med at søge forståelse og samarbejde mellem religioner.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

I 2005 fik Naveed Baig en helt særlig status. Han indtog da stillingen som hospitalsimam ved Rigshospitalet samt Herlev Hospital og blev dermed Danmarks første hospitalsimam.

Det bidrog til, at det ikke kun var kristne patienter, der kunne modtage spirituel og åndelig vejledning, men også de muslimske.

- At blive Danmarks første hospitalsimam var en stor anerkendelse af, at danske muslimer også har ret til omsorg, når de bliver syge.

- Det betød meget for mig, at der nu endelig var et tilbud, som var målrettet muslimers åndelige og religiøse behov ved akutte sygdomstilfælde, siger Naveed Baig, som fylder 50 år den 19. marts.

Imamen på Riget 

Tv-seere stiftede bekendtskab med Naveed Baig i 2018, da han agerede hovedrollen i DR-dokumentarserien "Imamen på Riget". Den berettede om hans arbejde og virke på Rigshospitalet.

Naveed Baig, der var hospitalsimam til 2020, beskriver sig selv som en sjælesørger:

- At være sjælesørger betyder, at man yder omsorg for sjælen ved at bevæge sig til den dybeste kerne i et andet menneske via et barmhjertigt nærvær, siger han.

Studerede i Pakistan 

Naveed Baig læste islamiske studier og teologi i Pakistan, hvor hans familie oprindelig stammer fra. Han afsluttede med en bachelorgrad i 2003.

I 2005 blev han næstformand ved Islamisk-Kristent Studiecenter, som har til formål at facilitere samarbejde og dialog mellem de to trosretninger. Siden 2012 har han været frivillig imam ved Dansk Islamisk Center.

Ud over Naveed Baigs virke som hospitalsimam på Rigshospitalet og Herlev Hospital fra 2005 til 2020 har han også været fængselsimam i Vridsløselille Statsfængsel fra 2004 til 2006. (Arkivfoto).

I 2021 udgav Naveed Baig i samarbejde med islamolog Kasper Mathiesen bogen "Dansk Muslimsk Manifest", der blandt andet beskæftiger sig med tabuer og udfordringer for muslimer i Danmark.

Han sagde dengang til Kristeligt Dagblad, at det har været "et kollektivt svigt" blandt mange muslimer ikke at tage et opgør med problematiske forhold i islam. Det har betydet, at opgør er kommet udefra i stedet for indefra.

Savnede fordømmelse 

Naveed Baig savnede selvransagelse i de muslimske miljøer i Danmark, og det nye manifest var netop et forsøg på det.

- Vi prøver ikke at lave islam om. Men vi vil forsøge at få muslimer med til at kunne kritisere problematiske forhold ved udøvelsen af religionen, sagde han.

Sidste år vakte det kritik fra flere sider, at Baig meldte afbud til en tværreligiøs ramadanmiddag, hvor det jødiske trossamfund var repræsenteret.

Hans begrundelse var, at han savnede fordømmelse fra fremtrædende jødiske stemmer af Israels krigshandlinger i Gaza.

Diskuterede kvinderettigheder 

Året før drog han til Afghanistan for et mødes med Taliban, hvor de skulle diskutere kvinderettigheder.

I januar færdiggjorde han sin p.hd., og han har siden arbejdet med et projekt for folkekirken, der skal facilitere en dialog mellem de store trossamfund i Danmark.

Han er gift for anden gang og har i alt fire børn.

Naveed Baig har planer om at fejre sin fødselsdag sammen med sin familie over en middag ude i byen.

Powered by Labrador CMS