Oscar-normineret i massiv modvind
Gamle tweets på den platform, der nu hedder X, viser Gascón nedgøre islam, Kina og afroamerikaneren George Floyd, der i 2020 blev dræbt af en politibetjent i USA
Musicalfilmen "Emilia Pérez" vinder prisen for Bedste Europæiske Film ved Spaniens svar på Oscar-uddelingen, Goya Awards, i Granada lørdag.
Filmen har været i modvind, efter at hovedrolleindehaveren, Karla Sofia Gascón, er blevet beskyldt for at udtale sig racistisk på sociale medier.
Gamle tweets på den platform, der nu hedder X, viser Gascón nedgøre islam, Kina og afroamerikaneren George Floyd, der i 2020 blev dræbt af en politibetjent i USA.
Opslagene stammer fra mellem 2019 og 2024.
Det har påvirket filmens markedsføringskampagne og skuespillerens omdømme negativt.
Narkokartelboss
Den overvejende spansksprogede musicalfilm fortæller historien om en mexicansk narkokartelboss, der skifter køn til kvinde og vender kriminaliteten ryggen.
Før skandalen brød ud, blev filmen nomineret i 13 Oscar-kategorier og til fire Golden Globes. Den vandt desuden flere priser under sidste års filmfestival i Cannes.
Afstemningen om Goya-priserne sluttede den 24. januar, få dage før opslagene blev afsløret.

Undskyldt flere gange
Spanske Gascón, som er den første transkønnede kvinde, der er nomineret til en Oscar for Bedste Kvindelige Skuespiller, har undskyldt for opslagene og trukket sig tilbage fra markedsføringen af filmen.
Hun bor i nærheden af den spanske hovedstad, Madrid, men deltog ikke i Goya-prisuddelingen i Granada.
Filmens franske instruktør, Jacques Audiard, har kaldt udtalelserne for "utilgivelige" og "væmmelige". Han er ikke i kontakt med Gascón længere, har han sagt til mediet Deadline.
Deltog ikke igen
Natten til fredag blev der afholdt Critics Choice Awards i Los Angeles i Californien. Heller ikke her deltog Gascón, der var nomineret i kategorien Bedste Kvindelige Skuespiller.
Denne vandt Demi Moore for sin rolle i "The Substance". I sin takketale nævnte hun alle sine mednominerede, herunder Gascón.
Filmen modtog prisen for Bedste Fremmedsprogede Film og Bedste Sang for melodien "El Mal", som Zoe Saldaña og Gascón fremfører i filmen. Saldaña tog prisen for Bedste Kvindelige Birolle.
Ud over Saldaña er også Selena Gomez på rollelisten.
Oscar-uddelingen skal afholdes i starten af marts.
