Peter Flinth fylder 60 år
Iført utallige lag tøj med sneen fygende omkring sig har Peter Flinth stået og givet instrukser til skuespillere
Iført utallige lag tøj med sneen fygende omkring sig har Peter Flinth stået og givet instrukser til skuespillere.
Den danske filminstruktørs seneste projekt sendte ham til Grønland, hvor han samarbejdede med den danske stjerneskuespiller Nikolaj Coster-Waldau på filmen "Against the Ice" til Netflix.
Det er et af flere store nordiske projekter, han har kastet sig over igennem årene.
Torsdag 7. november fylder Peter Flinth 60 år.
Stor glæde af kammeratskab
Han vidste tidligt, at han ville beskæftige sig med film. Han studerede filmvidenskab på Københavns Universitet 1984-1986 og blev efterfølgende uddannet på Den Danske Filmskoles instruktørlinje.
Her blev han udlært sammen med Thomas Vinterberg, Per Fly og Ole Christian Madsen.
Peter Flinth beskriver, at han både kreativt og professionelt har haft stor glæde af det kammeratskab og sammenhold, som de fire instruktører grundlagde i deres tid på filmskolen.
Flinth indledte sin karriere med en række kortfilm og reklamer, før han slog igennem med sin debutfilm "Ørnens Øje" i 1997.
Middelaldereventyret fik premiere på Berlins internationale filmfestival og modtog fem af de eftertragtede danske Robert-filmpriser.
Olsen Banden Junior
Efterfølgende instruerede Peter Flinth blandt andet to børnefilm - "Olsen Banden Junior" og "Fakiren fra Bilbao" - samt den svenske Wallander-krimi "Mastermind".
Ifølge Peter Flinth var det alt sammen vigtige erfaringer, der var med til at ruste ham til opgaven med at instruere filmatiseringen af Jan Guillous bøger om Arn.
Hans seneste film, "Against the Ice" fra 2022, skildrer historien om de to danske opdagelsesrejsende Ejnar Mikkelsen og Iver Iversens dramatiske kamp for overlevelse i Grønland.
Filmen har været en af de mest udfordrende at få i hus.
Filmholdet skulle ud på gletsjere og filme hver dag, og på grund af vintertid var der kun fem timer, hvor der var lyst nok til at filme.
Ekspeditionsfilm
Men Peter Flinth har mod på mere.
Den gamle spejder igennem mange år arbejder på endnu en ekspeditionsfilm.
- Det har virkelig fascineret mig at følge folk, der drager ud i verden, inden vi havde gps'er og alt muligt. Hvor man virkelig udforskede det ukendte, siger han.
- Dramaturgisk og filmisk er det interessant, når man tager en flok personer og putter dem under et enormt pres både fysisk og psykisk.
Flinth arbejder desuden på en thriller.
I fremtiden vil han også kaste sig over mere opløftende historier og komedier. Det synes han, der er behov for.
Peter Flinth er gift med Camilla Bredholt. Parret bor i Charlottenlund og har to børn.
Fødselsdagen skal han fejre over en middag med venner og familie.