Prins er død omgivet af familien
Organisationen skriver, at han sov stille ind omgivet af familie
Aga Khan, som var åndelig leder og imam for ismailimuslimerne, er tirsdag død i en alder af 88 år.
Det oplyser hans velgørende organisation ifølge nyhedsbureauet AFP.
Aga Khan, som også hed prins Karim Al-Hussaini, har været åndelig leder for ismailimuslimerne, siden han var 20 år gammel, hvor han overtog posten efter sin bedstefar.
Sov stille ind
Organisationen skriver, at han sov stille ind omgivet af familie i Portugal.
FN's generalsekretær, António Guterres, beskriver Aga Khan som "et symbol på fred, tolerance og medfølelse i vores urolige verden".
Aga Khan var grundlæggeren af Aga Khan Udviklingsnetværket, som finansierer udviklingsprogrammer i primært Asien og Afrika.
Filantropiske projekter
I sin levetid brugte han en stor del af sin formue på filantropiske projekter.
Selv om han var åndelig leder, var han tilbageholdende med at diskutere konflikter i Mellemøsten, religiøs fundamentalisme og spændinger mellem sunni- og shiamuslimer.
I et interview med AFP i 2017 sagde han, at islam er en religion for fred.
Han mente, at islam blev brugt i situationer, som "i sin kerne er politiske, men som bliver præsenteret - af forskellige årsager - i en teologisk kontekst. Det er simpelthen ikke korrekt."
49 i rækken
Ismailimuslimer anser Aga Khan som en direkte efterkommer af profeten Mohammed. Posten som åndelig leder er gået i arv i Aga Khans familie, og han var nummer 49 i rækken.
En offentliggørelse af, hvem der bliver hans efterfølger, vil snart komme, lyder det.
Aga Khans far blev i sin tid sprunget over i rækken grundet hans ægteskab med skuespillerinden Rita Hayworth.
Ifølge ismailimuslimerne selv er de omkring 12 til 15 millioner på verdensplan. Gruppen, som hører under shiamuslimerne, er blandt andet til stede i Asien og Afrika