Rikke Wölck fylder 70 år
Rikke Wölck har spillet roller i teater, film og serier, og hun føler sig meget heldig med sin karriere. Den 26. november fylder skuespillerinden 70 år
Det er hjertet, der har været styrende for Rikke Wölcks karriere.
Hun har til tider været kritisk og selektiv, men det betyder også, at hun i dag stadig er begejstret for de adskillige danske film og tv-serier, hun har medvirket i.
Rikke Wölck er skuespillerinde og dramatiker, og tirsdag den 26. november fylder hun 70 år.
Skuespillerinden har været en del af den danske skuespil- og teaterscene siden 1977.
mere end 20 film og serier
Her fik hun sin debut i tv-serien "En By i Provinsen" som karakteren Lene Eriksen.
Mange kan formentlig også huske hende for hendes rolle som Ulrik Varnæs' forlovede, Maja, i serien "Matador".
Siden da er det blevet til roller i mere end 20 film og serier, og senest medvirkede hun i DR's dramaserie "Carmen Curlers".
Rikke Wölck har også tidligere modtaget prisen for Årets Danske Dramatiker ved Reumert-uddelingen i 2022.
Denne fik hun for forestillingen "Maddiker", der blev spillet på flere scener rundt omkring i Danmark.
vigtige at formidle
Fællestrækket for skuespillerindens karriere er, at det er fortællinger, som Rikke Wölck har fundet vigtige at formidle.
Og det skinner også igennem i hendes igangværende projekter.
Blandt andet er hun i gang med at indspille en kortfilm om en præst, der er terminalt syg, og hendes møde med kærligheden.
Men det har ikke altid været en dans på roser, når man er en kvindelig skuespiller, der i sagens natur med tiden bliver ældre.
Derfor stiftede Rikke Wölck i 2014 sammen med instruktør Madeleine Røn Juul produktionsselskabet High Noon.
Uattraktiv efter en vis alder
- Der er stadig en skævhed i kønsfordelingen af roller. Derfor har vi i selskabet involveret mange kvinder omkring min egen alder og lidt gjort det til en kamp.
- Rollefordelingen er jo meget styret af, at man er uattraktiv efter en vis alder, siger hun.
Men skuespilleren føler sig alligevel heldig med, at hun har kunnet leve af sit arbejde i så mange år.
Privat danner Rikke Wölck par med skuespillerkollegaen Claus Bue.
Hun skal fejre sin fødselsdag sammen med ham, deres to børn og børnebørn.
Senere skal der holdes en stor fest, der skal være en hyldest til alle dem, som Rikke Wölck har fulgtes med gennem livet.